Hizbollah afviser våbenhvile mellem Israel og Libanon

4. JUN 2026 • 13:52UDLAND

Hizbollah kræver, at en aftale skal indeholde en fuld israelsk tilbagetrækning, før gruppen kan acceptere den.

Den militante gruppe Hizbollah afviser den aftale om våbenhvile, som Israel og Libanon har indgået.

Det skriver mediet Sky News.

Ifølge mediet skriver Hizbollah i en udtalelse, at gruppen har informeret Libanons præsident, Joseph Aoun, om at Hizbollah afviser aftalen og insisterer på, at en aftale skal begynde med en fuld israelsk tilbagetrækning fra libanesisk territorium.

Hizbollah tilføjer ifølge Sky News, at gruppen også "anser en tilbagevenden for de fordrevne borgere, genopbygningsindsatser og løsladelse af libanesiske fanger" for at være "essentielle vilkår" for en fremtidig aftale.

Hizbollah har ikke været en del af forhandlingerne om en våbenhvile mellem Israel og Libanon.

Der har været en våbenhvile på plads mellem de to lande siden april, men det har ikke stoppet kamphandlingerne, og der har næsten dagligt været meldinger om angreb fra Israel og Hizbollah.

I midten af maj lød det fra USA's udenrigsministerium, at de to lande var enige om at forlænge våbenhvilen med 45 dage.

Onsdag aften lød det så i en fælles udtalelse fra de to lande, at de var enige om en våbenhvile.

Udtalelsen blev offentliggjort af USA's udenrigsministerium, og det stod ikke umiddelbart klart, om der var tale om en forlængelse eller en ny aftale.

USA har været mægler mellem Israel og Libanon i forhandlingerne.

Libanons præsident, Joseph Aoun, siger torsdag, at den aftale, der nu er indgået, er "sidste chance" for at nå frem til en udførlig våbenhvile. Det skriver AFP.

- Resultaterne af den fjerde runde forhandlinger og den udtalelse, som er udstedt, som inkluderer meget vigtige punkter til fordel for Libanon, udgør den sidste chance for at træde ind i en endelig, udførlig våbenhvile, siger Aoun i en udtalelse fra hans kontor.

- Hver part bærer ansvar, lyder det videre.

Joseph Aoun oplyser videre, at Libanon vil informere USA, når landet har modtaget svar fra "berørte interne parter, herunder Hizbollah".

Den israelske forsvarsminister, Israel Katz, har torsdag udtalt, at Israels militær vil fortsætte sine landoperationer i det sydlige Libanon indtil videre.

Kampene mellem Hizbollah og Israel begyndte i starten af marts.

Det skete, efter at Hizbollah begyndte at affyre raketter mod Israel som gengældelse for amerikansk-israelske angreb på Iran.

Derfor er konflikten viklet ind i den større konflikt i Mellemøsten, og Iran, som er allieret med Hizbollah, har fastholdt, at en aftale med USA om at afslutte krigen i Iran også skal omfatte Libanon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT