En soldat fra FN-mission i Libanon blev onsdag aften kritisk såret i et granatangreb. Torsdag morgen døde han.
En soldat fra FN's fredsbevarende styrke i Libanon (Unifil) er død af sine skader fra et angreb i det sydøstlige Libanon.Det skriver Unifil på det sociale medie X.
Her lyder det, at soldaten døde tidligt torsdag morgen af skader, som soldaten havde fået, da en motergranat slog ned ved hans position i nærheden af byen Marjayoun.
Angrebet skete ifølge Unifil onsdag aften. Kort efter angrebet blev den kritisk sårede soldat fløjet til et hospital i Beirut, hvor han døde af sine skader.
To andre FN-soldater er blevet såret, lyder det.
Unifil har startet en undersøgelse, som skal klarlægge omstændighederne omkring hændelsen.
Samtidig gentager Unifil, at alle aktører er forpligtet til at garantere sikkerheden for FN's ansatte til enhver tid.
/ritzau/