Havtemperaturen omkring New Zealand i hastig stigning
Dyrearter er truet, og 200.000 hjem risikerer oversvømmelser på grund af særlig stigning i havtemperaturen.
Temperaturen i havvandet omkring New Zealand stiger hurtigere end andre steder i verden.Det viser en rapport fra landets miljøministerium ifølge AFP.
Studiet viser, at temperaturen i Stillehavet omkring New Zealand stiger 34 procent hurtigere end det globale gennemsnit.
Ved fire forskellige måleområder er overfladetemperaturen i havvandet steget med mellem 0,16 og 0,26 grader hvert tiende år i en periode fra 1982 til 2023, fremgår det af rapporten.
Forskerne mener, at ønationen er særligt udsat på grund af forstyrrelser i store havstrømme mellem New Zealand og Antarktis. Det kommer oveni andre ændringer i den atmosfæriske cirkulation.
- Klimaændringer forårsager markante forandringer i vores have.
- Havtemperaturerne stiger, og marine-hedebølger bliver hyppigere, mere intense og varer længere, skriver forskerne i rapporten.
Mere end 200.000 hjem er allerede truet af oversvømmelser, fremgår det af rapporten.
Flere dyrearter har svært ved at tilpasse sig de stigende havvandstemperaturer. De er i risiko for at blive fortrængt af invasive arter.
Tidligere er stigende havvandstemperaturer kædet sammen med dødsfald blandt New Zealands guløjede pingviner.
På baggrund af rapporten opfordrer marinekonsulent Shane Geange fra den statslige myndighed, der skal beskytte New Zealands natur, Department of Conservation, til handling.
- På baggrund af disse opdagelser er det nødvendigt at ændre måden, vi forvalter New Zealands havmiljø på, siger Shane Geange.
- Vi har nu tilstrækkeligt med beviser til at handle og forsinke nogle af de trusler, der kan gøre yderligere skade på vores havøkosystemer, siger han.
/ritzau/AFP