Harris ved vælgermøde: Stor stålproducent bør forblive amerikansk
Ved et vælgermøde i Pittsburgh på Labor Day siger Kamala Harris, at U.S Steel skal forblive amerikanskejet.
Den amerikanske stålproducent U.S. Steel bør forblive amerikansk.Det siger vicepræsident og Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, ved et vælgermøde i byen Pittsburgh i den amerikanske delstat Pennsylvania mandag lokal tid.
Vælgermødet foregik på Labor Day, som er national helligdag, der er dedikeret til at anerkende og fejre arbejdernes bidrag til samfundet og økonomien.
Også præsident Joe Biden deltog ved vælgermødet. Det er første gang, at Harris og Biden optræder sammen, siden Harris blev Demokraternes præsidentkandidat.
- U.S Steel er en historisk, amerikansk virksomhed, og det er afgørende for vores land at opretholde stærke amerikanske stålproducenter, siger Harris ved vælgermødet.
- U.S Steel bør forblive amerikanskejet og amerikanskdrevet, lyder det videre.
Joe Biden mener også, at US. Steel skal forblive en amerikanskejet virksomhed.
I marts sagde stålproducenten, at den har indgået en aftale om at blive opkøbt af Japans Nippon Steel for 14,9 milliarder dollar. Det svarer til i omegnen af 100 milliarder kroner.
I februar sagde Trump, at han ville forsøge at blokere handlen, som har skabt bekymring blandt nogle fagforeningsmedlemmer i USA. I sidste måned sagde han, at han vil standse salget.
Denne gruppe er stor i delstaten Pennsynlvania og andre svingstater, som tilsammen kaldes "Industribæltet" - og som kommer til at have en stor betydning ved det amerikanske præsidentvalg 5. november.
Betegnelsen dækker det nordøstlige USA - fra atlanterhavsbyerne i øst til Chicago i vest - der indtil 1950'erne var landets førende industriregion.
U.S Steel sagde søndag, at det fortsat forpligter sig på at gennemføre salget til Nippon Steel.
/ritzau/Reuters