Nagelsmann bevarer optimismen trods to nederlag i træk

9. JUN 2025 • 16:04SPORT

Julian Nagelsmann holder hovedet højt på det tyske landsholds vegne efter nederlag til Portugal og Frankrig.

Tyskland har stadig et stykke vej op til de bedste fodboldnationer i verden.

Det mener Julian Nagelsmann, den tyske landstræner, efter at holdet søndag tabte 0-2 til Frankrig i bronzekampen i Nations League.

Fire dage forinden indkasserede tyskerne et nederlag på 1-2 til Portugal, der endte med at vinde turneringen med en finalesejr over Spanien.

- Vi er stadig nogle procenter fra det sted, vi gerne vil være, som er blandt de allerbedste hold i verden. Vi kan ikke vælte hele verden på et år eller to og kompensere for det, der ikke er gået så godt over flere år.

- Ikke desto mindre fornemmer jeg noget særligt i hele truppen - både hos spillerne og staben. Der er noget stort i vente, siger Nagelsmann ifølge Reuters.

Tyskland var godt med i kampen mod Frankrig og havde flere chancer for at score, inden at stjerneangriberen Kylian Mbappé scorede til 1-0 kort før pausen.

Samme billede gentog sig i anden halvleg. Tyskerne udnyttede ikke deres chancer, og i stedet cementerede Frankrig sejren.

Mbappé fik en friløber efter et tysk forsvarskoks og spillede uselvisk Michael Oliseh fri til en nem scoring.

Nu venter VM-kvalifikationen til efteråret for Tyskland, som er i gruppe med Slovakiet, Nordirland og Luxembourg.

- Hvis vi præsterer, som vi gjorde mod Frankrig og ikke falder ned i niveau mod holdene i VM-kvalifikationen, så tror jeg, at vi nok skal klare os godt, siger Nagelsmann.

Tyskland vandt senest VM i 2014. Ved de to seneste VM-slutrunder er tyskerne skuffende røget ud i gruppespillet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

20. JUN 2025 • 20:28SPORT
FCK henter polsk midtbanetalent
FÅ ABONNEMENT