Haitis premierminister undslipper skud fra bander
Efter et besøg på et hospital blev der affyret skud mod Haitis premierminister. Han slap uskadt.
Haitis premierminister, Garry Conille, undslap mandag skud fra bandemedlemmer uden for et hospital, som han besøgte.Det oplyser en anonym kilde fra den haitianske regering til nyhedsbureauet AFP.
Der blev skudt mod Gary Conille med automatiske våben, da han forlod et hospital i et bandekontrolleret område i hovedstaden, Port-au-Prince, uddyber regeringskilden.
Kilden udtaler sig til AFP på betingelse af anonymitet.
Conille var under besøget eskorteret af haitiansk politi samt medlemmer af en FN-støttet kenyansk sikkerhedsstyrke.
Videomateriale viser ifølge AFP adskillige politibetjente, som søger dækning for skuddene. Det er ikke meldt ud, om der er nogen sårede efter angrebet.
Hospitalsbygningen var mellem slutningen af februar og indtil starten af juli under voldelige banders kontrol. En politiaktion lykkedes da med at tage kontrollen med bygningen tilbage.
Det er blot et par måneder siden, at Garry Conille blev taget i ed som premierminister i Haiti.
Det skete, efter at banderne i slutningen af februar meddelte, at de ville afsætte den daværende premierminister, Ariel Henry.
11. marts meddelte Ariel Henry, at han ville trække sig fra posten. Han befandt sig i Kenya, da bandevolden eskalerede.
Haiti fik derfor i juni en ny regering anført af Garry Conille. Han har fået til opgave at styre landet frem mod næste demokratiske valg.
Haiti har været i dyb krise særligt siden 2021, hvor landets daværende præsident, Jovenel Moïse, blev likvideret i forbindelse med bandekrigen i landet.
Især hovedstaden Port-au-Prince er hårdt ramt. Voldelige bander kontrollerer omkring 80 procent af hovedstaden og indbyggere siger, at de har oplevet mord, voldtægter og kidnapninger mod løsepenge, skriver AFP.
Hundredvis af politibetjente fra det afrikanske land Kenya er blevet udstationeret i Port-au-Prince som del af en FN-mission for at skabe stabilitet i landet.
/ritzau/