Guvernør benåder 100.000 personer dømt for besiddelse af marihuana

17. JUN 2024 • 20:38UDLAND

Ifølge Wes Moore har narkopolitikken i Maryland i uforholdsmæssig grad været rettet mod sorte indbyggere.

Wes Moore, der er guvernør i den amerikanske delstat Maryland, har mandag benådet omkring 100.000 personer, der gennem de seneste årtier har modtaget en eller flere domme for besiddelse af marihuana i mindre mængder.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge guvernøren er der tale om den mest omfattende benådning på delstatsniveau.

Hensigten er, at rette op på "årtiers skade", som narkopolitikken har forvoldt, og som i uforholdsmæssig grad har været rettet mod den sorte del af befolkningen, fortæller Wes Moore.

- I dag tager vi er stort skridt ved at indføre en politik, der kan rette op på fortidens skader og som kan få os til at arbejde sammen om at opbygge en lysere fremtid, siger han.

Ifølge guvernøren er der tre gange større risiko for, at delstatens sorte indbyggere bliver tilbageholdt på baggrund af anklager relateret til marihuana, end tilfældet er for delstatens hvide indbyggere.

Har man i delstaten Maryland først en plet på straffeattesten, er det markant vanskeligere at få adgang til bolig, uddannelse og et arbejde.

- Data viser en dyb forankret skævhed i narkorelaterede anholdelser og domme. Domme relateret til marihuana har været moderne lænker for flere hundredtusinder mennesker her i Maryland, siger han og tilføjer:

- Her til morgen kan jeg nærmest høre lyden af, at de lænker falder til jorden.

Maryland legaliserede efter en folkeafstemning salg af cannabis til delstatens voksne befolkning i 2023.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, benådede i december tusindvis af amerikanere, der havde modtaget føderale domme for besiddelse af marihuana.

Dengang sagde præsidenten, at benådningen blandt andet "skulle adressere misforhold i domfældelser, der længe har gået særligt ud over sorte amerikanere."

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT