Frankrig vil gøre Ny Kaledonien til en stat i staten

13. JUL 2025 • 10:43UDLAND

Under ny aftale, som fortsat skal godkendes, skal der blandt andet oprettes et nykaledonsk statsborgerskab.

Ny Kaledonien skal forblive en del af Frankrig, men samtidig erklæres som en stat.

Det er en del af en aftale indgået denne weekend mellem Frankrig og det franske oversøiske territorium, der ligger i Stillehavet omkring 16.000 kilometer fra Frankrig.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Præsident Emmanuel Macron kalder aftalen "historisk".

- En Ny Kaledoniens Stat inden for Republikken, skriver Macron på X med henvisning til Frankrigs officielle navn: Den Franske Republik.

- Det er et sats baseret på tillid.

Der var sidste år omfattende uro i Ny Kaledonien, hvor uafhængighedsspørgsmålet fylder meget. 14 mennesker blev dræbt.

En del af aftalen, som skal godkendes i det franske parlament og til folkeafstemning på øgruppen, er, at borgere i Ny Kaledonien fremover kun skal have mulighed for at stemme der efter at have boet der ti år.

Den 13 sider lange aftale lægger også op til, at der skabes et nykaledonsk statsborgerskab. Nykaledonske borgere skal kunne kombinere den status med fransk statsborgerskab.

Derudover skal "Staten Ny Kaledonien" indskrives i den franske forfatning, og andre lande skal kunne anerkende øgruppen som stat

For nuværende beholder Frankrig magten over de fire områder forsvar, valuta, sikkerhed samt ret og offentlig orden. Det skriver den franske avis Le Monde.

Kongressen i Ny Kaledonien kan med tre femtedeles flertal dog beslutte at overtage kontrollen med et område.

Magten over de udenrigspolitiske relationer bliver dog overført med det samme, skriver den franske avis.

Der er for tiden omfattende fokus på at genoprette Ny Kaledoniens økonomi. Den blev ramt hårdt af sidste års uroligheder, der ifølge AFP vurderes at have kostet 2,3 milliarder euro - altså over 17 milliarder kroner.

Den nye aftale lægger også op til en økonomisk reformpagt med fokus på Ny Kaledoniens nikkelsektor.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

16. JUL 2025 • 14:46UDLAND
Israel eskalerer angreb mod Syrien
FÅ ABONNEMENT