Frankrig: Fængsling af Istanbuls borgmester er et angreb på demokratiet
Både Tyskland og Frankrig er stærkt imod fængslingen af oppositionspolitikeren Ekrem Imamoglu i Tyrkiet.
Det er ikke kun de tusindvis af demonstranter på gaden i Tyrkiet, der sætter spørgsmålstegn ved med fængslingen af Istanbuls borgmester.Anholdelsen og suspenderingen af Ekrem Imamoglu er faldet flere lande for brystet.
Fængslingen af borgmesteren og andre politiske personer "udgør et alvorligt angreb på demokratiet".
Sådan lyder det i en udtalelse fra det franske udenrigsministerium søndag aften dansk tid ifølge AFP.
Talspersonen bemærker, at Tyrkiet ellers har sagt, at landet vil beskytte oppositionspolitikeres rettigheder.
- Respekten for disse forpligtelser er et centralt element i vores forbindelser såvel som forholdet mellem Tyrkiet og EU, tilføjes det.
Også Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), mener, at det er alvorligt, at Istanbuls borgmester er blevet anholdt.
- Situationen rejser spørgsmål vedrørende det tyrkiske demokrati. Det er en sag, vi følger med bekymring fra dansk side, lyder det fra udenrigsministeren i en udtalelse til TV 2.
Ekrem Imamoglu tilhører CHP, der er Tyrkiets største oppositionsparti.
Han anses for at være en markant rival til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Borgmesteren blev i onsdags anholdt for korruption samt forbindelser til terrorisme. Han og partiet kalder det et tidligt "kupforsøg" for at forhindre Imamoglu i at udfordre Erdogan ved næste præsidentvalg i 2028.
Det tyske udenrigsministerium kalder søndag den formelle fængsling af borgmesteren for "et tilbageslag for demokratiet i Tyrkiet".
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
I en udtalelse opfordrer Tyskland til en retfærdig rettergang og respekt for retsstaten fremover.
- Politisk konkurrence må ikke føres gennem domstole og fængsler. Vi forventer, at beskyldningerne bliver efterforsket gennemsigtigt så hurtigt som muligt, og at retssagen gennemføres på grundlag af retsstatsprincippet, lyder det fra en talsperson fra det tyske udenrigsministerium.
/ritzau/