Øresundsbroen advarer vindfølsomme køretøjer i et døgn frem

7. AUG 2023 • 22:40INDLAND/KRIMINAL

Trafikken til lands, til vands og i luften bliver påvirket i hele landet tirsdag på grund af voldsomt vejr.

Mandag har et voldsomt uvejr hærget i Danmark i sådan en grad, at der flere steder er blevet målt vindstød af stormstyrke.

Det har smittet af på den danske infrastruktur, som også ser ud til at blive hårdt ramt tirsdag.

Mandag aften oplyser Vejdirektoratet, at vindfølsomme køretøjer frarådes at køre over Øresundsbroen mandag aften og minimum 24 timer frem på grund af den kraftige vind.

Det samme gælder for Farøbroerne og Vejlefjordbroen, hvor sidstnævnte også har indført en fartgrænse på 80 kilometer i timen for øvrige køretøjer.

Det dårlige vejr har nærmest taget kontrol over den kollektive trafik i Danmark.

Tirsdag kan danskerne forvente anderledes køreplaner på mange togstrækninger.

DSB vil køre med færre tog i hele landet, da man forbereder sig på blandt andet væltede træer og havemøbler på togskinnerne.

- Det er, så vi hurtigt kan gribe ind og eventuelt fjerne ting, der må komme på jernbanen, og derved hurtigt genoprette togdriften og køre normalt igen, siger Nicolai Smidt Sigsgaard, der er områdechef for trafik i Banedanmark.

Alternativet er ifølge områdechefen, at der kører flere tog med flere forsinkelser, og dermed ikke en pålidelig køreplan.

Derudover bliver hastigheden på S-togene i København også sat ned tirsdag. På DSB's hjemmeside vil man løbende kunne orientere sig om eventuelle ændringer.

Ud over togdriften bliver også færgeafgange påvirket tirsdag

Det tæller blandt andet Color Line, der har aflyst alle afgange med skibet "Superspeed" mellem Kristiansand og Hirtshals tirsdag, oplyser norske NRK.

Mandag er alle afgange med hurtigfærgen mellem svenske Ystad og Bornholm desuden blevet aflyst ifølge Bornholmslinjens hjemmeside.

Og selv hvis man undgår at rejse til vands eller til lands, men i stedet retter opmærksomheden mod luften, er også flytrafikken påvirket af det voldsomme vejr.

Mandag eftermiddag kunne Københavns Lufthavn allerede melde om over 300 forsinkelser og 19 aflyste fly.

- Blæsten ser ud til at fortsætte, og forsinkelserne kommer derfor til at fortsætte ud på natten, siger pressevagten og tilføjer, at de endnu ikke kan sige noget om, hvordan flytrafikken tirsdag vil blive påvirket, lød det fra pressevagten i lufthavnen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT