Formand for EU-komité overvejer europæiske soldater i Grønland
Ifølge formand for EUMC vil det give god mening med både amerikanske og europæiske soldater i Grønland.
Det vil give god mening at placere soldater fra EU-lande i Grønland i fremtiden.Det siger formanden for EU's militære komité (EUMC), Robert Brieger, i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag. Interviewet udkommer lørdag.
- Set fra min stol vil det give rigtig god mening ikke kun at placere amerikanske soldater i Grønland - som det har været tilfældet indtil nu - men også i fremtiden at overveje at placere soldater fra EU der, siger Brieger.
Det vil dog kræve, at der træffes en politisk beslutning om det, før det kan blive virkelighed, understreger den østrigskfødte general.
Det er uvist, hvilke opgaver soldaterne skal løse, og hvilke soldater han forestiller sig, da EU ikke har nogen fælles hær og ikke spiller nogen stor forsvarspolitisk rolle. I stedet findes den transatlantiske forsvarsorganisation Nato.
EUMC er det højeste militære kontor i Det Europæiske Råd. Komitéen fungerer som et rådgivende organ. Komitéen består blandt andet af de enkelte EU-medlemslandes forsvarschefer.
Udmeldingen fra Brieger sker, i kølvandet på at Donald Trump har understreget, at kontrol med Grønland er vigtig, og at Grønlands placering er vigtig for USA's sikkerhed.
I 2019 - da Trump første gang var præsident - gav han desuden udtryk for, at han ville købe Grønland.
Selv om Grønland ikke er en del af EU, har både europæere og USA interesse i landet, tilføjer Brieger og henviser til både råstoffer og den strategiske placering.
- Isen smelter mere og mere som følge af klimaforandringer, og det skaber et vist potentiale for spændinger med Rusland og muligvis også Kina, siger generalen.
USA været militært til stede i Grønland siden Anden Verdenskrig, hvilket Danmark har givet tilladelse til.
I dag er der kun ét amerikansk forsvarsområde tilbage. Det er Pituffik Space Base i Nordvestgrønland, som tidligere hed Thule-basen. Basen har blandt andet et radarsystem, som kan advare, hvis der er missiler på vej.
Også det danske forsvar er til stede i og omkring Grønland med blandt andet skibe, fly og slædepatruljen Sirius. Forsvaret skriver på dets hjemmeside, at den danske militærhistorie i Grønland kan føres tilbage til 1700-tallet.
/ritzau/Reuters