FN's generalsekretær: Angreb i Libanon sætter våbenhvile i fare

9. APR 2026 • 06:25UDLAND

Den militære aktivitet i Libanon udgør en alvorlig risiko for våbenhvile mellem USA og Iran, advarer Guterres.

FN's generalsekretær, Antonio Guterres, advarer om, at dødelige israelske angreb mod Libanon udgør en alvorlig risiko for den skrøbelige våbenhvile mellem USA og Iran.

Det fremgår af en udtalelse fra en talsperson for Guterres, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den igangværende militære aktivitet i Libanon udgør en alvorlig risiko for våbenhvilen og for bestræbelserne på at opnå en varig og omfattende fred i regionen, lyder det.

- Generalsekretæren gentager sin opfordring til alle parter om straks at indstille fjendtlighederne.

Libanons sundhedsministerium har oplyst, at 182 mennesker blev dræbt, og 890 blev såret i israelske angreb onsdag.

Hovedstaden Beirut blev ramt af de mest voldsomme bombardementer hidtil, siden begyndelsen af krigen mellem Israel og den militante gruppe Hizbollah, skriver AFP.

Libanon er blevet del af krigen, efter at Hizbollah, som er støttet af Iran og holder til i Libanon, angreb Israel som gengældelse for amerikanske og israelske angreb på Iran.

Iran og USA blev natten til onsdag enige om en midlertidig våbenhvile på to uger. Israel har dog fastholdt, at Libanon ikke er omfattet af aftalen.

Hizbollah har reageret på angrebene med meldinger om, at bevægelsen har affyret raketter mod Israel.

- Generalsekretæren fordømmer kraftigt tabet af civile liv og er dybt alarmeret over det stigende antal civile ofre, siger FN-talspersonen.

- Der findes ingen militær løsning på konflikten. Generalsekretæren opfordrer fortsat alle parter til at benytte sig af diplomatiske kanaler.

Også flere andre har opfordret til, at angrebene indstilles.

- En sådan massakre, få timer efter at være blevet enige om en våbenhvile med Iran, overgår al tro, har FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, sagt.

Også Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har sagt, at Libanon bør inkluderes i våbenhvilen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT