FN-udvalg dumper venezuelansk præsidentvalg for manglende data
Det er i moderne tid uden fortilfælde, at et valgresultat deles, uden at der følger data med, siger udvalg.
Et udvalg af valgeksperter under FN er kommet med sin vurdering af Venezuelas øverste valgmyndigheds (CNE) udnævnelse af Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, som vinder af præsidentvalget i juli.Det skriver Reuters.
Herfra lyder vurderingen, at landets valgmyndighed ikke levede op til de vedtagne betingelser, da den offentliggjorde resultaterne.
- CNE fulgte ikke nationale bestemmelser og alle foreskrevne tidsfrister blev overskredet, lyder det.
At et valgresultat meldes ud, uden at også data om stemmerne fremgår, er uden fortilfælde inden for moderne, demokratiske valg, siger udvalget.
Valgmyndigheden erklærede efter valget den 28. juli, at Nicolas Maduro havde vundet med 51 procent af stemmerne.
Oppositionen mener dog, at dens kandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia, var den sande vinder.
Den tese har fået bred opbakning i Vesten, og en stor del af det internationale samfund har sagt, at man ikke har tillid til, at Maduro var valgets sande vinder.
På FN's hjemmeside blev det i slutningen af juni måned beskrevet, at et udvalg af valgeksperter ville blive sendt til landet for at følge processen.
Her lød det, at det ville gælde et hold på fire eksperter, som skulle udarbejde en uafhængig rapport om afholdelsen af valget.
Udvalgets kommentarer til valget er dateret til den 9. august, men er blevet offentliggjort tirsdag.
Det fremgår endnu ikke, hvilke konsekvenser der kan følge med FN-udvalgets kritiske vurdering af valgets forløb.
I Venezuela har valget udløst store demonstrationer og uroligheder. Mindst 2400 personer er blevet anholdt, og omkring 23 personer har mistet livet i demonstrationerne.
CNE betragtes som en myndighed, der i vid udstrækning er loyal over for Maduro og hans regering.
Nogle steder blev valgtilforordnede forment adgang til at følge med i optællingerne af stemmer. Andre steder blev der slet ikke udskrevet kopier af optællingerne.
/ritzau/