FN: Strengt forbudt at deportere folk fra et besat område
Efter Trump-kommentar om overtagelse af Gaza, understreger FN lovgivningen på området.
Det er "strengt forbudt" at deportere folk fra et besat område.Det understreger Volker Turk, FN's højkommissær for menneskerettigheder, onsdag.
Udmeldingen fra FN-chefen kommer i kølvandet på at USA's præsident, Donald Trump, natten til onsdag foreslog, at USA overtager kontrollen med Gazastriben.
Det skete på et pressemøde, hvor også Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, deltog.
Tidligere foreslog Trump desuden, at palæstinensere, der bor i Gazastriben, permanent skal flyttes fra området.
Men ifølge FN-højkommissæren er den internationale lovgivning på området "meget klar".
- Retten til selvbestemmelse er et grundlæggende princip i international lovgivning og skal beskyttes af alle stater," siger han og tilføjer:
- Enhver tvangsoverførsel eller udvisning af mennesker fra et besat territorium er strengt forbudt.
Samme toner lyder det det fra FN's generalsekretær António Guterres, der understreger, at man i søgen efter løsninger skal undgå at gøre problemet værre.
- Det er altafgørende, at vi ungår enhver form for etnisk udrensning, siger han ifølge Reuters.
Donald Trumps Gaza-planer har fået en del kritik med sig.
Blandt andet har Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, kaldt foreslaget "uacceptabelt", mens den demokratiske senator Chris Van Hollen kalder det for "etnisk udrensning" at "skubbe to millioner palæstinensere ud af Gaza og tiltvinge sig magten".
Også Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, kritiserer ifølge AFP ideen.
- Vilkårlige genveje, især dem, der ignorerer international lov, fører os ikke tættere på målet, siger Steinmeier ifølge en talsperson til mediet.
Selv har Donald Trump tidligt onsdag aften understreget, at hans Gaza-plan er blevet taget godt i mod.
- Alle elsker det, siger han ifølge AFP, da han under et pressemøde i det ovale værelse blev adspurgt om reaktionerne. Han afviste dog at uddybe yderligere.
/ritzau/
