FN: Rusland og Ukraine henretter krigsfanger på slagmarken

24. MAR 2023 • 15:00UDLAND

FN kan dokumentere henrettelser af fanger udført af henholdsvis Rusland og Ukraine, siger organisationen.

FN beskylder både Rusland og Ukraine for at henrette krigsfanger.

Fredag siger FN, at organisationen er "dybt bekymret" over det, den beskriver som en række henrettelser udført af russiske og ukrainske styrker på slagmarken.

Verdensorganisationen kan dokumentere drab på op til 25 russiske krigsfanger, udført af ukrainske styrker.

Samtidig findes der dokumentation for, at 15 ukrainske fanger er blevet henrettet, kort efter at de blev fanget af russiske styrker.

Det fortæller Matilda Bogner, der er chef for FN's overvågning af menneskerettigheder i Ukraine.

- Selv om vi er opmærksomme på igangværende undersøgelser fra de ukrainske myndigheder i fem sager, der involverer 22 ofre, er vi ikke bekendt med nogen retsforfølgelse af gerningsmændene, siger hun på et pressemøde i Kyiv fredag.

Det er i strid med bestemmelserne i Genévekonventionen at henrette krigsfanger.

Siden krigen brød ud, har både Rusland og Ukraine beskyldt modparten for at behandle krigsfanger dårligt.

Ifølge Matilda Bogner er soldater fra Wagner-gruppen ansvarlig for omkring 11 af henrettelserne.

Wagner-gruppen er et privat russisk militær organisation. Den hævder at være leder af Ruslands angreb på Bakhmut, der har været ramt af nogle af de blodigste kampe under krigen.

I perioden mellem den 1. august 2022 og den 31. januar i år er mindst 5987 civile blevet dræbt eller såret i krigen. Det fremgår af en rapport fra FN's kontor for menneskerettigheder.

I rapporten fremgår det, at der har været mindst fire gange så mange civile tab i områder kontrolleret af Ukraine sammenlignet med russisk-kontrollerede områder.

/ritzau/AFP/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT