FN-chef vil besøge oversvømmede områder i Pakistan

30. AUG 2022 • 19:46UDLAND

Fra 9. til 11. september rejser FN's generalsekretær, António Guterres, til Pakistan, som står under vand.

FN's generalsekretær, António Guterres, rejser i næste uge til Pakistan. Her vil Guterres besøge de områder, der er mest berørt af det, han kalder en "klimakatastrofe" af hidtil uset omfang.

Det siger FN-talsperson Stephane Dujarric tirsdag.

Guterres ventes at besøge den pakistanske hovedstad, Islamabad, 9. til 11. september og aflægge et "solidaritetsbesøg", lyder det.

Fra Islamabad går turen til de områder, der er værst ramt. Her skal Guterres møde fordrevne familier og humanitære organisationer, som arbejder i områderne.

Landet har, siden monsunregnen begyndte i juni, oplevet de værste oversvømmelser i et årti.

Over 1100 personer har mistet livet. Blandt dem er 380 børn.

Vandmasserne har ødelagt både veje, afgrøder og broer.

Omkring 15 procent af landets befolkning - 33 millioner ud af 220 millioner - er berørt.

I den sydlige Sindh-provins er der faldet 466 procent mere regn end det 30-årige gennemsnit.

Den pakistanske minister for klimaforandringer, Sherry Rehman, har sagt, at "en tredjedel af vores land står bogstaveligt talt under vand".

FN og den pakistanske regering sendte tirsdag i fællesskab en officiel appel om international hjælp. De beder om 160 millioner dollar - knap 1,2 milliarder kroner - til at hjælpe de hårdest ramte.

Pengene skal sørge for mad, vand og øvrige fornødenheder til 5,2 millioner mennesker, ligesom de også skal bruges på at forhindre udbrud af kolera og øvrige sundhedstiltag.

I den forbindelse sagde António Guterres, at "Pakistan er oversvømmet af lidelse".

- Det pakistanske folk står over for en monsun på steroider, konstaterede han.

Ifølge Guterres kræver omfanget af klimakatastrofen verdens samlede opmærksomhed.

Han appellerer til en "hurtig respons" på Pakistans anmodning om hjælp fra det internationale samfund. Det er på tide at stoppe med "at gå i søvne mod destruktionen af vores planet som følge af klimaforandringerne".

- I dag er det Pakistan. I morgen kan det være dit land, siger Guterres i en videooptagelse.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU