FN-agentur: Trods fremskridt er der markante globale uligheder

24. SEP 2025 • 00:14UDLAND

Fra ILO lyder det, at der siden topmøde i 1995 er sket flere fremskridt. Til november er der topmøde i Qatar.

Trods store fremskridt inden for uddannelse og nedbringelse af fattigdom i de seneste årtier er der fortsat udfordringer for tilliden til verdens institutioner og demokratiske systemer.

Sådan lyder det tirsdag i en rapport fra International Labour Organization (ILO), som er FN's arbejdsorganisation, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er 30 år siden, at verdensledere i 1995 samledes i København til det første topmøde om social udvikling. Det var på daværende tidspunkt det største møde mellem verdensledere nogensinde.

I november finder et nyt møde sted i Qatar - og forud for det har FN-agenturet udgivet rapporten om social retfærdighed i verden.

Her lyder det, at verden er blevet rigere og sundere, og at folk er bedre uddannet siden 1995.

- Alligevel er fremskridtene på visse områder fortsat begrænsede, og der er fortsat markante globale uligheder, lyder det.

Også ILO's generaldirektør, Gilbert Houngbo, melder i en udtalelse, at der siden mødet i 1995 er sket det, han kalder ubestridelige fremskridt.

- Men vi kan ikke ignorere, at millioner fortsat er udelukket fra muligheder og værdighed på arbejdsmarkedet, siger han ifølge AFP i en udtalelse om rapporten.

- Social retfærdighed er ikke kun et moralsk imperativ - det er afgørende for økonomisk sikkerhed, social samhørighed og fred.

I rapporten listes en række fremskridt, der har fundet sted i løbet af de tre årtier.

Antallet af 5- til 14-årige børnearbejdere er blevet halveret, skriver AFP.

Verden har desuden reduceret andelen af den globale befolkning, som er ramt af ekstrem fattigdom fra 39 procent til 10 procent, og andelen af børn, der færdiggør grundskolen, er steget med 17 procentpoint.

Samtidig peger rapporten dog på, at indsatsen for at sikre job af højere kvalitet tilsyneladende er gået i stå. 58 procent af den globale arbejdsstyrke er i såkaldt uformel beskæftigelse, hvilket kun er et fald på to procentpoint siden 1995, lyder det.

Samtidig er antallet af personer i såkaldt tvangsarbejde steget.

Mens arbejdsløsheden i flere - særligt rige - lande har nået rekordlave niveauer, advarer ILO om, at kvaliteten af job er blevet "eroderet".

- Hvilket underminerer økonomisk sikkerhed, beskyttelse og rettigheder.

Trods fremskridt er der fortsat bred og vedvarende utilfredshed med verdens institutioner, skriver agenturet.

- Regeringer, fagforeninger og virksomheder står over for faldende tillid, hvilket indikerer, at den sociale kontrakt er flosset. Mange mennesker føler i en stigende grad, at deres indsats ikke bliver belønnet, og at samfundet er uretfærdigt.

- For at bevæge os fremad opfordrer denne rapport til en fornyet forpligtelse til social retfærdighed, understøttet af beslutsomme handlinger og en inkluderende udformning af politik.

Rapporten er lavet på baggrund af blandt andet data fra Unesco, der er FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, fremgår det. Den bygger desuden på interviews fra 17 forskellige lande.

ILO, der blev stiftet i 1919, beskrives på organisationens hjemmeside som dedikeret til at fremme social retfærdighed og menneske- og arbejdsrettigheder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT