Flere FN-ansatte er dræbt under seneste israelske luftangreb

20. MAR 2025 • 12:42UDLAND

Siden tirsdag er seks FN-folk dræbt i israelske luftangreb, der i alt har dræbt hundredvis, oplyser FN.

Fem medlemmer af FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, er blevet dræbt i de seneste dages israelske luftangreb i Gaza.

Det skriver UNRWA-chef Philippe Lazzarini i et opslag på X torsdag.

Dermed er i alt 284 FN-ansatte blevet dræbt i krigen, skriver han og tilføjer, at han frygter, at man endnu ikke har set det værste.

- Folk i Gaza gennemgår igen og igen deres værste mareridt. Det er en endeløs række af de mest umenneskelige prøvelser, skriver Lazzarini.

Han understreger, at der ikke er tid til at vente, men ifølge ham er der akut brug for en fornyelse af våbenhvilen, en værdig løsladelse af alle gidslerne i Gaza og en uhindret strøm af humanitær bistand og kommercielle forsyninger.

Onsdag blev en medarbejder fra FN's projektledelseskontor, Unops, ligeledes dræbt under angrebene og yderligere fem såret.

Det bekræftede FN samme dag.

Medarbejderen døde, da to FN-bygninger i Deir al-Balah blev ramt af luftangreb.

I en udtalelse fra FN's generalsekretær, António Guterres, understreger han, at alle FN-lokationer er kendt af alle parter af konflikten.

Israels militær afviste ifølge AFP onsdag at have angrebet en FN-bygning i Deir al-Balah.

Natten til tirsdag startede, hvad Israels militær selv beskriver som "omfattende angreb" mod Gaza.

Ifølge Israels militær er angrebene rettet mod mål tilhørende den militante gruppe Hamas.

Onsdag lød meldingen fra Gazas sundhedsministerium, at over 400 personer er blevet dræbt, siden Israel intensiverede angrebene.

Samtidig ligger det totale dødstal for palæstinensere dræbt i krigen i Gaza på omkring 49.000, skriver ministeriet ifølge AFP.

Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), kaldte onsdag den eskalerende situation i Gaza for "dybt ulykkelig og stærkt bekymrende".

- Den understreger behovet for, at parterne holder fast i en våbenhvile, der bringer kamphandlingerne til ophør, sikrer frigivelse af gidslerne og tilvejebringer nødhjælp til den hårdtprøvede civilbefolkning i Gaza, skriver Løkke i en udtalelse til Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT