Fire unge kvinder mister livet i villabrand i Norge
Årsagen til voldsom brand i byen Hamar kendes endnu ikke. Under branden hørte naboer flere brag.
Fire kvinder i 18-19-års alderen er mandag omkommet i en villabrand i byen Hamar i det sydøstlige Norge.Det oplyser politiet ifølge det norske medie NRK.
Anmeldelsen om branden indløb klokken 05.00 mandag morgen.
- De fire unge kvinder var veninder, og de var samlet hjemme hos en af kvinderne til en social sammenkomst, siger politiinspektør Liv Hilde Nytrøen ifølge NRK.
I løbet af morgenen og formiddagen blev tre af de fire unge kvinder fundet døde i huset.
Først efter middag fandt røgdykkere den fjerde kvinde, som var meldt savnet.
Det er foreløbigt uvist, hvad der forårsagede branden, som brød ud i den centrale del af Hamar.
Branden udviklede så meget røg, at beboere og virksomheder i nærheden af branden blev opfordret til at lukke vinduer og døre og slukke ventilationssystemer.
Derudover blev undervisningen på det lokale universitet - en afdeling af Universitetet i Innlandet - aflyst på grund af røgen.
Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, der beskrives som "voldsom".
Ifølge Liv Hilde Nytrøen har flere naboer hørt brag i forbindelse med branden.
Det er uvist, hvordan bragene er opstået, men det er ifølge politidirektøren ikke ualmindeligt, at det sker under en brand.
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har reageret på branden, som han kalder "dybt tragisk" i en udtalelse til det norske nyhedsbureau NTB.
- Det gør stærkt indtryk på mig, at fire unge kvinder har mistet livet i branden. Mine tanker går til de nærmeste pårørende og venner, siger Støre.
Hamar ligger cirka 100 kilometer nord for Norges hovedstad, Oslo.
/ritzau/