Finsk domstol dømmer russer for krigsforbrydelser i Ukraine

14. MAR 2025 • 10:13UDLAND

For første gang har en finsk domstol dømt nogen for krigsforbrydelser begået i Ukraine. Russer får livstid.

En domstol i Finland har fredag idømt en russisk mand fængsel på livstid for krigsforbrydelser begået i Ukraine.

Det meddeler nyhedsbureauet Reuters og den finske tv-station Yle.

38-årige Jan Petrovskij, som også går under navnet Voislav Torden, var anklaget for fem krigsforbrydelser i det østlige Ukraine i 2014 og 2015. Han er kendt skyldig i fire af dem.

Han har nægtet sig skyldig. I januar sagde han i retten, at han ikke har affyret et eneste skud.

Men byretten i den finske hovedstad, Helsinki, finder det bevist, at Petrovskij var medlem af en frivillig væbnet gruppe ved navn Rusitsj.

Gruppen, der beskrives som nynazistisk, deltog ifølge domstolen i et angreb mod ukrainske soldater.

Anklageren mener, at gruppen har dræbt 22 ukrainske soldater og såret fire andre alvorligt i et angreb i september 2014.

Det skal være sket i Luhansk, hvor separatister støttet af Rusland kæmpede mod Ukraines hær.

Petrovskij blev anholdt i Finland i sommeren 2023. I december samme år blev der rejst sigtelse mod ham for krigsforbrydelser.

Den dømte har både russisk og norsk baggrund, skriver norske medier. Aftenposten har tidligere skrevet, at Petrovskij voksede op i Norge.

Han står på EU's liste over russere, der er omfattet af sanktioner.

Sagen er et sjældent eksempel på, at anklagere uden for Ukraine rejser tiltale for formodede krigsforbrydelser begået i den langvarige konflikt.

Det er første gang, at en domstol i Finland dømmer nogen for krigsforbrydelser begået i Ukraine, skriver Yle.

Retssagen har fundet sted i Finland, fordi den finske højesteret ifølge Yle ikke mente, at Petrovskij ville få en retfærdig retssag i Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT