Filminstruktør idømmes fængselsstraf for svindel mod Netflix

30. JUN 2026 • 04:54UDLAND

Filminstruktør brugte penge, der var tiltænkt færdiggørelse af tv-serie, på luksusbiler, ure og tøj.

Den amerikanske filminstruktør Carl Rinsch er mandag blevet idømt to et halvt års fængsel, efter at han sidste år blev fundet skyldig i at have svindlet streaminggiganten Netflix for 11 millioner dollar.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP) og det britiske medie BBC.

En domstol nåede i december frem til, at Rinsch, der er bedst kendt for actionfilmen "47 Ronin", var skyldig i bedrageri og en række andre lovovertrædelser.

Netflix udbetalte i 2018 og 2019 samlet 44 millioner dollar – 288 millioner kroner – til filminstruktøren. Pengene skulle bruges til at producere en tv-serie til streamingtjenesten.

Under retssagen lød det fra anklagemyndigheden, at Rinsch senere havde fortalt Netflix, at han havde brug for yderligere 11 millioner – 72 millioner kroner – for at færdiggøre serien.

Netflix overførte de ekstra midler til filminstruktøren i 2020.

Tv-serien blev dog aldrig færdiggjort. I stedet overførte Rinsch pengene til en privat konto. I løbet af få måneder tabte filminstruktøren ifølge anklagemyndigheden halvdelen af pengene på mislykkede investeringer.

Resten af pengene investerede han i kryptovaluta, hvilket gav ham en fortjeneste, som han blandt andet brugte på fem biler fra Rolls-Royce, en rød Ferrari samt ure, tøj og boligartikler, skriver AP.

I retten lød det mandag fra den 48-årige Rinsch og hans advokater, at filminstruktørens adfærd skyldes psykiske udfordringer og problemer med hans medicinering.

- Denne proces har tvunget mig til at se nogle ting i øjnene om mit helbred, min dømmekraft og mit liv, sagde Rinsch mandag i retten ifølge AP.

Filminstruktørens psykologiske udfordringer blev ikke nærmere beskrevet i retten.

Anklagemyndigheden gik efter en fængselsstraf til filminstruktøren på fem år.

- Hr. Rinsch havde alle tænkelige fordele, herunder familieformue, en eliteuddannelse, berømte venner og en succesfuld karriere, sagde anklager David Markewitz i retten ifølge AP.

Skuespiller Keanu Reeves, der spillede hovedrollen i "47 Ronin", havde forud for afsigelsen af dommen opfordret retten til at se på Rinsch med milde øjne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT