Fem personer dræbt i amerikanske angreb på både i Stillehavet

23. OKT 2025 • 05:00UDLAND

Efter uger med angreb på både i Det Caribiske Hav har USA gennemført angreb på både i Stillehavet.

USA har natten til torsdag dansk tid angrebet endnu en båd i Stillehavet, som ifølge amerikanske myndigheder havde narkosmuglere om bord.

USA har i flere uger angrebet både i Caribien, men tirsdag angreb militæret så en båd i Stillehavet, og onsdag lokal tid er endnu en båd blevet ødelagt, siger forsvarsminister Pete Hegseth.

Fem personer er blevet dræbt fordelt på de to angreb.

På X har Hegseth delt videoer af angrebene.

I sit seneste opslag om angreb på både, der ifølge USA smugler stoffer, skriver han, at planen er at fortsætte med angrebene.

- Det er ikke bare kurerer, de er narkoterrorister, der bringer død og ødelæggelse til vores byer.

De amerikanske myndigheder har ikke fremlagt beviser på påstandene om, at det er narkosmuglere, der er blevet dræbt i angrebene.

Ifølge amerikanske tal har mindst 37 personer mistet livet i angrebene i Det Caribiske Hav og Stillehavet.

Ifølge USA's regering smuglede de narko for karteller, som USA har betegnet som terrorgrupper.

- De her terrororganisationer er vores hemisfæres version af al-Qaeda, og de undslipper ikke retfærdigheden. Vi finder dem og dræber dem, indtil truslen mod det amerikanske folk er væk, skriver Pete Hegseth på X.

Forsvarsministeriet, Pentagon, har oplyst til Kongressen, at USA er i væbnet konflikt med latinamerikanske narkokarteller, som altså ifølge regeringen er terrorgrupper.

Eksperter har dog sagt, at angrebene er i strid med loven, selv hvis myndighederne er sikre på, at det er narkosmuglere. Der er tale om henrettelser uden rettergang, lyder det.

USA's indsats i havområderne har ført til øgede spændinger i regionen. Colombia har trukket sin ambassadør i USA ud af landet, og Venezuela har anklaget USA for at planlægge et kup mod præsident Nicolas Maduro.

Colombia er det land i verden, hvor der bliver produceret mest kokain.

Regeringen har i årtier arbejdet sammen med USA om at få bugt med problemet, men forholdet mellem de to lande er blevet markant forværret, efter at de begge har fået nye præsidenter i form af Gustavo Petro i Colombia og Donald Trump i USA.

De to kommer ikke godt ud af det med hinanden.

Så sent som onsdag anklagede Trump sin colombianske modpart for selv at være involveret i narkohandel.

Det fik Petro til at sige, at han vil gå rettens vej for at forsvare sig selv mod anklagen, som han afviser.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT