FBI: Tilbageholdt person i sag om Trump-støttes død er løsladt

11. SEP 2025 • 02:16UDLAND

FBI-direktør siger, at tilbageholdt person i sag om skyderi på Charlie Kirk er blevet løsladt efter afhøring.

En person, der var i politiets varetægt i forbindelse med et skyderi i den amerikanske delstat Utah, hvor den konservative politiske aktivist Charlie Kirk døde onsdag, er blevet løsladt efter at være blevet afhørt.

Det oplyser FBI-direktør Kash Patel på det sociale medie X.

- Personen, der var i vores varetægt, er blevet løsladt efter afhøring af politiet. Vores efterforskning fortsætter, og vi vil fortsætte med at frigive oplysninger af hensyn til gennemsigtighed, skriver han.

Han oplyser hverken alder eller køn på personen.

Tidligere natten til torsdag dansk tid lød det fra Patel, at en formodet gerningsperson bag skyderiet var i politiets varetægt.

Det stred ifølge NBC News imod meldinger, som kom fra de lokale myndigheder.

Sideløbende med Patels opdatering på X blev der afholdt et pressemøde i delstaten Utah, hvor skyderiet fandt sted på Utah Valley University.

Her fortalte chef for Utahs delstatsministerium for sikkerhed Beau Mason, at en mistænkt blev tilbageholdt kort efter skyderiet. Derefter blev han dog løsladt, lød det ifølge CNN.

- Han blev løsladt, fordi vi konstaterede, at han ikke matchede den mistænkte bag skyderiet.

- Han er dog blevet indsat i amtsfængslet af politiet ved Utah Valley University for at have hindret retfærdighedens gang. Vi har stadig en aktiv efterforskning i gang efter den mistænkte, lød det fra Beau Mason.

Utahs guvernør, Spencer Cox, sagde under pressemødet, at der er tale om det, som han betegner som et politisk attentat. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge myndighederne var der kun én person involveret i skyderiet, sagde Cox under pressemødet.

- På nuværende tidspunkt er der ingen oplysninger, der får os til at tro, at der er en anden person involveret, sagde Cox.

Beau Mason oplyste på pressemødet, at myndighederne ikke har en mere fyldestgørende beskrivelse af den mistænkte, end at personen var iklædt mørkt tøj.

31-årige Charlie Kirk blev dræbt af ét skud, der kom langt væk fra, muligvis fra et tag, tilføjede Mason ifølge CNN. Myndighederne har deres information om den formodede gerningsmand fra videoovervågning.

En højtstående embedsmand i FBI, der ikke optræder med navn, fortalte tidligere på natten NBC News, at den person, som Utahs lokale myndigheder ifølge FBI-chefen har løsladt, var den person, som FBI-direktøren Kash Patel omtalte på X.

FBI var ifølge embedsmanden sikker på, at den person er gerningsmanden.

Det fremgår ikke, om det har ændret sig, efter at Patel har meldt noget nyt ud på X.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT