Farverig blomsterparade fylder gader i Holland for at fejre foråret

12. APR 2025 • 14:01UDLAND

Parade i Holland bevæger sig 42 kilometer og fejrer foråret med blomster som hyacinter og tulipaner.

En stor parade med et hav af forårsblomster bevæger sig lørdag 42 kilometer fra kystbyen Noordwijk til Haarlem i Holland.

Mere end en million mennesker overværer ifølge festivalen den 78. udgave af paraden, hvor vogne er dekoreret med blomster som hyacinter og tulipaner.

Begivenheden, der afholdes for at fejre foråret, er båret af frivillige kræfter, og langs ruten er der flere udkigssteder, hvor der er ekstra underholdning.

Her er der også fortællinger om vognene.

Ifølge Dutch Countryside, en promoveringsplatform for landdistrikter nær Amsterdam, er paraden en af de mest populære begivenheder i foråret.

Paraden begynder om formiddagen og løber frem til klokken 21.30. Undervejs passerer paradevognene flere byer. Der bliver også afspillet musik.

Står man langs ruten, går der omkring en time, før hele paraden har passeret, lyder det.

Det er gratis at stå langs vejkanten, men det kræver en billet at overvære paraden fra tribuner, som også giver adgang til eksempelvis toiletfaciliteter.

Nogle billettyper koster ifølge promoveringsplatformen mere end 100 euro, der svarer til omkring 750 kroner.

Søndag kan paradevognene ses i centrum af Haarlem.

Fra 9. til 13. april er der flere andre begivenheder i området i forbindelse med paraden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT