Fængselsdømt Bolsonaro får privat udendørsområde og dobbeltseng

16. JAN 2026 • 01:40UDLAND

Jair Bolsonaro, der afsoner 27 års fængsel for kupforsøg, er overført til fængsel i Brasiliens hovedstad.

Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro er torsdag blevet overført til et fængsel med bedre forhold.

Det fremgår af en kendelse fra Brasiliens højesteret.

70-årige Bolsonaro blev sidste år idømt 27 års fængsel for et mislykket kupforsøg i landet.

Han har været tilbageholdt i et 12 kvadratmeter stort lokale med tv, køleskab og aircondition på politihovedkvarteret i Brasiliens hovedstad, Brasilia.

Hans familie har gentagne gange klaget over forholdene, herunder overdreven støj fra klimaanlægget, for lidt plads og dårlig mad.

Torsdag blev han overført til Papuda-fængselskomplekset i hovedstaden, hvor han er blevet anbragt i en særlig afdeling. Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters et fængsel, hvor flere andre politikere før har været indsat.

Hans celle vil være fem gange større end tidligere. Han har eget køkken, et privat udendørsområde og en dobbeltseng.

Højesteretsdommer Alexandre de Moraes siger, at Bolsonaro er fuldstændig isoleret fra de andre indsatte i fængslet.

Han oplyser ifølge Reuters, at Bolsonaro i det nye fængsel muligvis vil have bedre muligheder for at modtage lægehjælp og ugentlige familiebesøg end i politiets hovedkvarter.

Bolsonaros advokater har gentagne gange forsøgt at anke dommen, så han i stedet kunne afsone i husarrest på grund af helbredsmæssige årsager.

Bolsonaro tilbragte en uge på hospitalet i december efter en operation for lyskebrok og hikke. Han har haft problemer med helbredet, siden han blev stukket i maven under præsidentvalgkampen i 2018.

Han var Brasiliens præsident fra 2019 til 2022. I september blev han dømt skyldig i at have planlagt et kup mod sin politiske modstander Luiz Inácio Lula da Silva, efter at Lula vandt præsidentvalget i 2022.

Bolsonaro mener, at han er uskyldig og offer for politisk forfølgelse.

Brasiliens kongres vedtog sent sidste år en lov, der potentielt kan reducere Bolsonaros straf markant.

Lula nedlagde veto mod lovgivningen i januar, men lovgiverne får det sidste ord, da kongressen har ret til at tilsidesætte præsidentens veto.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

14. JAN 2026 • 22:21UDLAND
Trump fastholder ønske om Grønland

SENESTE RITZAU

15. JAN 2026 • 22:44SPORT
Dansk angriber lyner i Bologna-sejr
FÅ ABONNEMENT