Tauson træner med italiensk topspiller i Melbourne

16. JAN 2026 • 02:27SPORT

Danskeren virkede fit og fysisk ovenpå i træning med Jasmine Paolini, efter at hun mandag trak sig med skade.

Tennisspilleren Clara Tauson skruede fredag yderligere op for forberedelserne til Australian Open.

På tennisanlægget i Melbourne trænede den 23-årige dansker i en time med den syv år ældre italiener Jasmine Paolini.

Træningen mod verdensranglistens nummer syv foregik på anlæggets bane syv med flere nysgerrige tilskuere på tribunerne.

Her kunne de se Tauson bevæge sig rundt på baglinjen i lange slagudvekslinger med Paolini.

Fysisk virkede danskeren ovenpå, efter at hun mandag trak sig med en skade under en kamp i Adelaide, hvilket har skabt usikkerhed om hendes fysiske tilstand.

De to spillere fik undervejs også trænet deres serv og returneringer, som især har været et fokuspunkt for Tauson før sæsonen.

Danskeren har i sæsonopstarten arbejdet på at returnere hårdere og mere aggressivt, selv om det kan resultere i fejl. Den nye stil skal sikre Tauson flere point i modstanderens servepartier.

Træner og kæreste, Kasper Elsvad, stod under træningen lige bag Tauson, hvor han kunne komme med sine input.

Torsdag var Clara Tauson også på træningsbanen, hvor hun trænede med sit eget hold.

Danskeren har endnu ikke udtalt sig om sin fysiske tilstand, efter at hun skadet forlod banen i mandags i Adelaide. Det skete, efter at hun havde tabt første sæt til australske Ajla Tomljanovic.

Søren Tauson, der er tennisspillerens far, skrev efterfølgende i en sms til Ritzau, at det drejede sig om en reaktion i den ene balle.

- Efter en lidt akavet bevægelse efter en bold opstod en reaktion i den ene balle. Det er naturligvis super ærgerligt med kort tid til Australian Open, skrev Søren Tauson.

Clara Tauson møder i første runde ungarske Dalma Galfi, der er nummer 93 på verdensranglisten. Danskeren er nummer 14.

Australian Open går i gang søndag. Det er endnu uvist, om Tauson og Galfi skal i aktion på åbningsdagen eller mandag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

15. JAN 2026 • 22:44SPORT
Dansk angriber lyner i Bologna-sejr
FÅ ABONNEMENT