EU's udenrigschef vil have EU-lande til at sende ammunition til Ukraine

20. MAR 2025 • 11:54UDLAND

Kaja Kallas ser støtte til Ukraine fra Europa. Og den støtte skal bevises konkret i penge og ammunition.

EU-landene skal ikke kun udtrykke støtte til Ukraine, men også sætte handling bag ordene.

Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, på vej ind til EU-topmøde i Bruxelles torsdag.

- Vi skal ikke kun have ord, men også handlinger. For jo stærkere Ukraine er på slagmarken, des stærkere er Ukraine også ved forhandlingsbordet, siger Kaja Kallas.

Den tidligere premierminister i Estland har i de seneste uger kæmpet hårdt for at få EU-landene til at åbne pengepungen og forsvarslagrene.

I forbindelse med sidste uges møde for EU-landenes udenrigsministre var der ifølge Kallas "bred opbakning" til hendes forslag om at sikre Ukraine militærhjælp for op til 40 milliarder euro i år.

Det svarer til næsten 300 milliarder kroner.

Kallas lader dog før denne uges EU-topmøde forstå, at det trods de positive tilkendegivelser kniber med at få EU-landene til at levere.

- Hvis man lytter til udmeldingerne, så er støtten til Ukraine der. Men vi skal også se handling.

- Hvis vi ser handling, så er pengene der, så jeg håber, at vi kan skubbe det fremad, siger Kaja Kallas.

Udmeldingen kommer, efter at EU-landene på det ekstraordinære topmøde den 6. marts måtte opgive at stå samlet bag Ukraine.

Her sagde Ungarn nej til konklusionerne om Ukraine fra topmødet.

Derfor er det nu en koalition af lande, der på frivillig basis skal bidrage til Ukraine.

Her kæmper blandt andet Frankrig sammen med en række sydeuropæiske lande som Italien og Spanien med underskud og gæld, der gør det svært at finde penge til Ukraine og til den store oprustning af Europa, som blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) støtter.

- Vi ved, at der er bekymring for underskud i de fleste EU-lande. Det er problemet, siger Kaja Kallas.

Hun fastslår dog, at EU-Kommissionen med forslaget "Rearm Europe" har givet EU-landene lov til at overskride EU's regler for gæld og underskud, hvis de bruger pengene på forsvar, herunder militærstøtte til Ukraine.

- Med "Rearm Europe" giver vi medlemslandene mulighed for at gøre mere.

- Men for alle lande tæller den hjemlige politik, og hvorvidt befolkningen støtter, hvad der skal gøres. Det er forskelligt fra land til land, siger Kaja Kallas.

Hun presser derfor i første omgang på for at sikre fem milliarder euro til indkøb af ammunition til Ukraine.

- Hvis ikke vi kan blive enige om forsyninger til hele året, så lad os blive enige om ammunition, siger Kaja Kallas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT