EU's udenrigschef i grønlandsdebat: Vi skal opretholde grænser

6. MAJ 2025 • 18:26UDLAND

Ifølge EU's Kaja Kallas er det farligt, hvis den med mest magt kan tage, hvad de ønsker. Hun nævner ikke USA.

- Det er vigtigere end nogensinde, at vi opretholder FN's regler om grænser og territorial integritet.

Det siger EU's udenrigschef, estiske Kaja Kallas, i en debat om Grønland i EU-Parlamentet i Strasbourg.

Ifølge Kallas ser hele verden på EU i forhold til, om "de principper stadig gælder eller ikke gælder længere".

- Hvis den med mest magt bare kan tage, hvad de ønsker, er det en meget farlig verden, siger hun.

- I tæt samarbejde med Danmark, støtter vi op om Grønlands ret til selvbestemmelse, siger Kallas.

Flere danske EU-parlamentarikere deltager også i debatten. De nævner alle USA i deres taler. Kaja Kallas nævner ikke USA i sin tale.

Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne, som i EU-Parlamentet repræsenterer den nationalkonservative partigruppe ECR, mener, at de andre lande ikke blander sig nok i debatten.

- Vi burde få opbakning fra andre i parlamentet. Der burde være mere opbakning fra de andre lande, siger han.

Enhedslistens Per Clausen, som i EU-Parlamentet repræsenterer Venstrefløjsgruppen, siger, at "vi burde kalde en spade for en spade".

- Hele Trumps system er en trussel. Det er ikke nok med ord i denne her situation, der skal også handling til, siger han.

Ifølge Niels Fuglsang (S), som i EU-Parlamentet repræsenterer socialdemokratiske S&D, er det ærgerligt, at EU ser sig nødsaget til at diskutere territoriel integritet, frem for at diskutere klimaforandringer i Arktis.

- Det er mit budskab i dag, at EU og Grønland skal se frem til et tæt samarbejde. Vi støtter grønlænderne, siger han.

Ifølge EU's udenrigschef er klimaforandringerne det emne, der er vigtigst at tackle i forbindelse med Arktis.

Samtidig siger hun, at "enhver sikkerhedsrisiko skal blive taget seriøst".

- Vores mål forbliver det samme: at opretholde stabiliteten i regionen og fremme fredeligt samarbejde, imens vi adresserer de sikkerhedsrisikoer, som klimaforandringer og den geopolitiske udfordring bringer, siger Kallas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT