EU undersøger TikTok efter omstridt præsidentvalg
Prorussisk kandidat førte i høj grad valgkamp på TikTok i Rumænien. Nu indleder EU undersøgelse.
EU har tirsdag indledt formelle undersøgelser af det sociale medie TikTok.Det sker, i forbindelse med påstande om at det sociale medie blev brugt til valgindblanding i Rumænien.
EU-Kommissionen vil have fokus på, om TikTok har levet op til EU-lovgivning på området.
- Efter alvorlige indikationer på at udenlandske aktører har blandet sig i det rumænske præsidentvalg ved at bruge TikTok, undersøger vi nu, om TikTok har brudt EU's lovgivning om digitale tjenester, siger kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Rumæniens øverste domstol besluttede for nylig at annullere første valgrunde af landets præsidentvalg.
De to kandidater, som fik flest stemmer ved valgets første runde 24. november, var den prorussiske højrefløjspolitiker Calin Georgescu og centrumhøjrekandidaten Elena Lasconi.
Georgescu fik langt flere stemmer end forventet i valgets første runde.
I meningsmålingerne stod han til omkring fem procent af rumænernes stemmer. Men han landede på et resultat på et godt stykke over 20 procent af stemmerne.
Rumæniens sikkerhedsråd har tidligere offentliggjort dokumenter, som pegede på, at landet var udsat for "massive russiske hybridangreb".
I et af de frigivne dokumenter sagde efterretningstjenesten, at Georgescu i stort omfang blev promoveret via det sociale medie TikTok. Det skete igennem koordinerede konti, algoritmer og betalt promovering.
/ritzau/