EU stiller sig bag Danmark i opgøret om Grønland
EU står bag Danmark i spørgsmålet om Grønland, siger EU's præsident efter Mette Frederiksen tog sagen op.
EU står bag Danmark i spørgsmålet om Grønland.Det siger EU's præsident, António Costa, på et pressemøde efter EU-møde i Bruxelles mandag.
- EU vil opretholde FN-pagten og principperne om suverænitet, territorial integritet og grænsernes ukrænkelighed. Det er universelle principper.
- Vi forsvarer dem, når det gælder Ukraine. Og vi vil selvfølgelig også forsvare dem, når det gælder den territoriale integritet for en EU-medlemsstat, siger António Costa.
Udmeldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har udtrykt ønske om at tage ejerskab over Grønland.
EU's præsident gør det dog klart, at Danmark ikke står alene i opgøret med Trump.
- At forsvare kongeriget Danmarks territoriale integritet, suverænitet og ukrænkelighed af dets grænser er essentielt for alle EU's medlemslande.
- EU støtter fuldt ud kongeriget Danmark, siger António Costa.
Statsminister Mette Frederiksen (S) fastslog forud for mødet, at hun ville tage Grønland op i kredsen af de 27 EU-lande.
I et opslag på det sociale medie Instagram skriver Mette Frederiksen efter mandagens møde:
- Jeg er glad for den stærke og utvetydige opbakning, hele EU har givet Danmark som opfølgning på mødet.
- Den seneste uge og dagen i dag bekræfter mig i, at vi står tæt sammen i Europa. At Danmark har stærke allierede - og mange gode venner omkring os, skriver Mette Frederiksen.
I opslaget understreger hun samtidig, at "Europa skal tage større ansvar for egen sikkerhed". Et krav som Donald Trump har rejst over for Europa gentagne gange.
- Det er vi enige om. Ikke i modsætning til USA, men for at stå mere i egen ret. Det betyder også, at vores eget forsvar i Europa skal styrkes, og vi skal fastholde vores støtte til Ukraine, skriver Mette Frederiksen på Instagram.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, deltog også i del af mandagens møde. Som chef for den transatlantiske forsvarsalliance kan han ikke vælge side mellem medlemslandene USA og Danmark.
Men den danske regering kan alligevel glæde sig over, at Rutte arbejder på at styrke forsvaret af Arktis i Nato-regi.
Det kan måske være med til at formilde Trump, der har kritiseret Danmark for ikke at gøre nok for at sikre søfartsruterne omkring Grønland, som Rusland og Kina ifølge Trump udviser stadig større interesse for.
- Det er helt klart, at Trump har ret, når det gælder det høje nord, så skal vi gøre mere samlet set.
- Det handler ikke kun om Grønland, men også Island, Norge, Finland, Sverige, Canada og USA selv. Så vi vil sikre, at vi sammen gør nok for sikkerheden i det høje nord, sagde Mark Rutte på vej ind til mødet mandag.
Fredag erfarede det tyske nyhedsbureau dpa på baggrund af kilder i alliancen, at Nato vil foreslå Trump en stor Nato-udvidelse i Arktis.
Målet skal være at mindske spændinger, der er opstået om Grønlands status som en del af rigsfællesskabet.
Trumps bekymringer for Grønlands sikkerhed anses i Nato for at være velbegrundede på grund af kinesiske og russiske aktiviteter i regionen.
Derfor skal Nato-forslaget komme præsidenten i møde på det punkt. Samtidig kan USA selv deltage i initiativet.
USA er i øjeblikket til stede på Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen. Her må USA udvide tilstedeværelsen uden at spørge Danmark eller Grønland.
Hvad angår USA's tilstedeværelse i Grønland, har USA allerede ret brede rammer som følge af forsvarsaftalen af 1951 mellem Danmark og USA.
Aftalen betyder, at USA i regi af Nato skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland, og at USA har ret til fri adgang over alt i Grønland.
/ritzau/
