EU-lande skal anerkende ægteskaber mellem EU-borgere af samme køn

25. NOV 2025 • 11:45UDLAND

Et ægteskab mellem to polakker af samme køn i Tyskland skal være gyldigt i Polen. Det fastslår EU-Domstolen.

EU's medlemslande er forpligtet til at anerkende ægteskab mellem EU-borgere af samme køn, der er indgået lovligt i et andet medlemsland, hvor de har ret til fri bevægelighed og ophold.

Det skriver EU-Domstolen i en pressemeddelelse.

Sagen har vakt opmærksomhed, da to polske statsborgere af samme køn i 2018 indgik ægteskab i Berlin.

Polens myndigheder afviste efterfølgende, at den tyske vielsesattest blev indført i det polske civilstandsregister, da polsk lovgivning ikke tillader ægteskab mellem personer af samme køn.

EU-Domstolen mener, at afslaget krænkede de to personers "frihed og ret til respekt for privatliv og familieliv".

Medlemslandene er forpligtet til at anerkende ægteskaber, der er gyldige i andre EU-lande.

I dommen bliver det understreget, at forpligtelsen ikke indebærer, at EU-landene skal acceptere ægteskab mellem personer af samme køn i dets nationale lovgivning.

Sagen med de to polakker har kørt hos den øverste domstol i forvaltningsretlige sager i Polen, og det er dem, der har valgt at forelægge sagen for EU-Domstolen.

Det skyldes, at der har hersket en tvivl om, hvorvidt ægteskabet kunne anerkendes eller indføres i civilstandsregistreret, og om afslaget var foreneligt med EU-retten.

EU-Domstolen fastslår, at landene er forpligtet til at overholde EU-retten.

Ægtefæller skal dermed kunne være sikre på, at deres liv ikke ændrer sig, når de vender tilbage til et oprindelsesland efter eksempelvis at være blevet gift, fastslår EU-Domstolen.

Det sker med begrundelsen, at det kan skabe "alvorlige ulemper, både administrativt, erhvervsmæssigt og privat, idet det tvinger ægtefæller til at bo som ugifte i deres oprindelsesmedlemsstat".

EU-Domstolen mener ikke, at denne dom krænker den nationale identitet, og det truer heller ikke den offentlige orden i det pågældende land.

Medlemslandene har mulighed for selv at vælge, hvordan et ægteskab fra udlandet skal anerkendes. Registrering af en udenlandsk vielsesattest er blot en af flere mulige ordninger, lyder det.

Der må dog ikke være forskelsbehandling af par af samme køn og par af modsatte køn, skriver EU-Domstolen i pressemeddelelsen.

I polsk ret er registrering den eneste mulighed for et ægteskab, der er indgået i et andet medlemsland, og skal derfor anerkendes af de polske myndigheder, forklarer EU-Domstolen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT