EU-Kommissionen vil styrke forhold til Indien med ny strategi

17. SEP 2025 • 14:10UDLAND

EU-Kommissionen fremlagde onsdag en ny strategi til at opbløde det anstrengte forhold til Indien.

EU og Indien kan få gensidig glæde af at styrke samarbejdet, når det blandt andet gælder handel, økonomisk sikkerhed og den grønne og digitale omstilling.

Det fastslår EU-Kommissionen i en ny strategi for EU's forhold til Indien.

Strategien blev fremlagt på et pressemøde i Bruxelles onsdag.

Her understregede EU's udenrigschef, Kaja Kallas, dog, at strategien kommer på et svært tidspunkt i forholdet mellem EU og Indien.

- I sidste ende handler vores partnerskab ikke kun om handel, men også om at forsvare den regelbaserede internationale orden, sagde Kallas.

To gange på kort tid har Indiens leder, Narendra Modi, fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på vestens ledere.

Første gang var, da Modi i august deltog i et varmt topmøde i Beijing med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping.

Her kunne lederen af Indien ses holde Putin i hånden, mens de to smilende gik sammen med Kinas leder ind til topmødet.

I september fulgte Indien så op med at sende 65 soldater til en fælles militærøvelse med Rusland og Belarus.

Samtidig fortsætter Indien med at købe russisk olie og dermed understøtte Ruslands krigsøkonomi.

- Det står i vejen for tættere bånd med EU, siger Kaja Kallas på pressemødet.

Selv om Indien dermed synes mere på Ruslands side end på Ukraines i konflikten, som lige nu er definerende for Europas sikkerhedsudfordringer, så vil EU forsøge at trække den voksende økonomi tilbage mod Vesten.

Det fastslår den slovakiske EU-kommissær for handel, Maros Sefcovic.

- Indien er en naturlig strategisk partner for EU i kraft af sin placering og økonomi. Det siger sig selv, siger Maros Sefcovic.

I selve strategien erkender EU-Kommissionen dog også kløften til Modis regering:

- Selv om EU og Indien måske ikke er enige om alle spørgsmål, er dette partnerskab baseret på fælles interesser, komplementære styrker og en fælles politisk vilje, og det kan få reel betydning for mennesker i begge regioner og uden for disse, hedder det i strategien.

Strategien peger på fem områder, hvor samarbejdet kan styrkes.

Det er øget handel og grøn omstilling. Forskning og udveksling af teknologi. Regional sikkerhed og forsvarssamarbejde. Samarbejde i tredjelande og styrkelse af "global governance". Samt inddragelse af erhvervsliv og udveksling af kompetencer.

- Vi har klare uenigheder med Indien, som skal adresseres. Men der er også goder for begge parter, hvis man tager hensyn til bekymringerne, siger Kaja Kallas.

Hun undlader at svare direkte på, om Indien skal stoppe med at købe russisk olie, før EU-strategien kan rulles ud.

Hos Dansk Industri håber chef for DI Geopolitik Peter Thagesen, at strategien vil blive gennemført.

- Det er et fantastisk initiativ, der vil fremme samhandlen med Indien markant.

- Det indiske marked udgør et enormt uudnyttet potentiale, siger Peter Thagesen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

16. SEP 2025 • 18:29UDLAND
Israel angriber havneområde i Yemen

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT