EU-Kommissionen vil ophæve forbud mod nye biler med forbrændingsmotor

16. DEC 2025 • 18:58UDLAND

Selvom salget af elbiler stiger i Europa, vil EU-Kommissionen alligevel give plads til traditionelle biler.

Det skal fortsat være muligt at købe biler med en traditionel forbrændingsmotor efter 2035.

Det foreslår EU-Kommissionen.

Forslaget kommer efter pres fra kriseramte bilproducenter i blandt andet Tyskland.

Ifølge næstformand i EU-Kommissionen, Stéphane Séjourné, er forslaget en "livline" til den europæiske bilindustri.

- Vi trækker i alle de håndtag, vi har til rådighed.

- Sammen udgør disse foranstaltninger vores forpligtelse til at genoprette Europas industrielle førerposition og samtidig lede den globale klimaomstilling, siger Stéphane Séjourné.

Tysklands kansler, Friedrich Merz, roser forslaget, mens det møder kritik fra miljøorganisationen Greenpeace, der kalder forslaget en "u-vending" på bekostning af miljøet.

- Denne tilbageskuende industripolitik er dårlige nyheder for job, luftkvalitet og klimaet, og den vil bremse udbuddet af overkommelige elbiler, siger organisationens tyske administrerende direktør, Martin Kaiser, til nyhedsbureauet AFP.

Forslaget vil gøre det muligt for hybridbiler og biler med traditionelle forbrændingsmotor at køre videre i Europa efter 2035.

EU besluttede ellers i 2022, at nye biler og varevogne, der sælges i EU, fra 2035 ikke længere må udlede klimaskadelig kuldioxid.

Det var reelt det samme som et farvel til nye køretøjer med traditionelle forbrændingsmotorer.

Målet var at få udledningen fra transportsektoren ned.

Også her får bilproducenterne nu mere fleksibilitet.

Fra 2035 og frem skal bilproducenterne overholde et mål om en reduktion af udstødningsemissionerne på 90 procent.

De sidste ti procent skal kompenseres gennem brug af kulstoffattigt stål fremstillet i EU. Eller fra e-brændstoffer og biobrændstoffer.

Det er en lempelse i forhold til tidligere. Her var kravet en reduktion på 100 procent i udstødningsemissionerne.

Forslaget kommer, efter at bilindustrien i blandt andet Tyskland er blevet udsat for kinesisk konkurrence samtidig med, at mange europæere er begyndt at skifte til el-biler, hvoraf mange kommer fra amerikanske Tesla.

Det har resulteret i milliardtab for europæiske bilproducenter og store fyringsrunder.

- Europas bilindustri står ved en skillevej.

- Vi må handle nu for at sikre, at den forbliver en integreret del af Europas industrielle fremtid og ikke blot en del af dens arv, siger EU-kommissær for økonomi, Valdis Dombrovskis.

Trods den øgede fleksibilitet til bilproducenterne i forhold til at nedbringe udledningerne, så er EU fortsat på vej til at blive klimaneutral i 2050.

Det siger EU-kommissær for klima, Wopke Hoekstra.

- Vi indfører fleksibilitet for producenterne, men dette skal kompenseres med kulstoffattigt stål og brug af bæredygtige brændstoffer for at nedbringe emissionerne, siger Wopke Hoekstra.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

16. DEC 2025 • 19:15UDLAND
Arktis oplever historisk høj varme
FÅ ABONNEMENT