EU får svært at ved at enes om hård kurs mod Israel

30. AUG 2025 • 09:47UDLAND

Danmark åbner for delvist at suspendere aftale med Israel, men der er lang vej til enighed, siger Kallas.

EU's udenrigschef, Kaja Kallas, tvivler på, at det vil lykkes EU-landenes udenrigsministre at nå til enighed om hårde indgreb over for Israel trods situationen i Gaza.

Det siger hun på vej ind til et møde for EU-landenes udenrigsministre i København lørdag.

- Jeg er ikke særlig optimistisk. For selv vores ret lempelige forslag om Israels deltagelse i Horisont-programmet kan ikke samle et kvalificeret flertal, siger Kaja Kallas.

EU-Kommissionen har foreslået delvist at suspendere Israels deltagelse i EU's forskningsprogram Horisont. Det sker som følge af Israels fremfærd i Gaza.

Forslaget regnes for at være et af de mildeste indgreb, som EU kan lave for at få Israel til at ændre kurs.

Men selv det begrænsede indgreb har ifølge Kallas fortsat ikke kunne samle tilstrækkelig opbakning blandt EU-landene.

Derfor er det svært at tro på, at EU-landene vil samle sig bag en markant ændret kurs over for Israel trods den humanitære situation i Gaza, mener hun.

- Der er kommet mange forslag, som vi selvfølgelig vil diskutere. Men det sender et signal om, at vi er splittede, siger Kaja Kallas.

Gennem hele konflikten har EU været delt mellem lande som Tyskland, der støtter Israel, og lande som Spanien og Irland, der støtter palæstinenserne.

Derfor har de 27 EU-lande hidtil haft svært ved at træffe beslutninger og handle i konflikten.

Og det ser ikke ud til at ændre sig lørdag. Tyskland vil foreløbig ikke støtte EU's sanktioner mod Israel, sagde udenrigsminister Johann Wadephul lørdag ved ankomsten til mødet i København ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Tyskland vil i stedet fokusere på at begrænse våbenleverancerne til Israel.

- Jeg mener, at dette er en meget målrettet foranstaltning, der er meget vigtig og meget nødvendig, sagde den tyske udenrigsminister ifølge dpa ved ankomsten.

Tidligere på året blev et splittet EU reelt sat uden for døren, da USA's præsident, Donald Trump, tidligere på året fik en skrøbelig våbenhvile i stand, som siden er blevet brudt.

Isreal møder nu omfattende kritik for den humanitære situation i Gaza, som ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har nået "helt vilde dimensioner".

På den baggrund skærpede statsminister Mette Frederiksen (S) lørdag markant Danmarks kurs over for Israel.

Det skete med en opfordring til at suspendere handelsdelen af EU's associeringsaftale med Israel.

Samtidig er Danmark klar til at sanktionere ministre i Netanyahus regering, som støtter ulovlige bosættelser og modarbejder en fredelig løsning.

På mødet i København skal der ikke træffes konkrete beslutninger, da der er tale om et uformelt møde i det såkaldte Gymnich-format.

Det skal give EU-landenes udenrigsministre lejlighed til at diskutere den politiske linje mere fortroligt og frit uden embedsmænd i rummet.

Selvom mødet ikke skal føre til konkrete beslutninger, så betegner udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen det lørdag, som et af de vigtigste under det danske EU-formandskab.

Mødet ventes nemlig at lægge linje for EU's udenrigspolitik i de kommende uger frem mod det første formelle møde for udenrigsministrene i slutningen af oktober.

Også Løkke erkender, at det bliver svært at samle EU-landene:

- Jeg er nødt til helt åbent at sige, at det er svært. De mest håndfaste instrumenter kræver enighed. Det kan være svært at opnå, sagde Lars Løkke Rasmussen på vej ind til mødet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT