Reform af EU's budget får kritik for at være sparepolitik
Formålet med nye EU-regler er at sætte skub i investeringer og på samme tid holde udgifterne under kontrol.
EU-Parlamentet og medlemslandene er natten til lørdag blevet enige om en række reformer vedrørende unionens budgetregler.Formålet er at sætte skub i investeringer og på samme tid holde udgifterne under kontrol.
Aftalen skal endeligt vedtages dette forår, før Europa-Parlamentsvalget i juni.
Unionen har brugt to år på at udvikle reformerne, som har opbakning fra mere sparsommelige lande som Tyskland samt lande som Frankrig og Italien, der vil have mere fleksibilitet.
De 27 medlemslande blev enige om en aftale i december, hvorefter at forhandlere fra EU-Parlamentet fik lov til at give deres besyv med.
Reglerne træder i kraft i 2025.
De eksisterende regler om gæld og budgetunderskud bliver ikke påvirket af de nye reformer, som dog er mere fleksible i forhold til ekstraordinære omstændigheder.
- Vi har sikret os, at de nye budgetregler er fornuftige og troværdige, men at de samtidig gør plads til de nødvendige investeringer, lyder det fra det hollandske parlamentsmedlem Esther de Lange fra Det Europæiske Folkeparti på det sociale medie X.
Reformerne har også opbakning fra Gruppen Forny Europa og et flertal i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet.
Til gengæld har Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance sammen med flere fra venstrefløjen modsat sig reformerne.
Modstanderne beskriver aftalen som en tilbagevenden til sparepolitik, tre år efter at budgetreglerne blev suspenderet som følge af først coronapandemien og sidenhen krigen i Ukraine.
- Vi har brug for investeringer i industrien, forsvaret og den grønne omstilling. Det er det akutte behov i dag, lyder det fra det franske parlamentsmedlem Aurore Lalucq, som bryder med partilinjen i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet.
/ritzau/AFP