Tre ældre mister livet i storbrand på hospital i Hamburg

1. JUN 2025 • 13:36UDLAND

Brandfolk fik reddet indlagte ud gennem vinduer på Marien Hospital i Hamburg. Tre døde og flere tilskadekomne.

Tre ældre mænd har søndag mistet livet i en brand på et hospital i den nordtyske by Hamburg.

Det oplyser tyske myndigheder søndag ifølge nyhedsbureauet dpa og avisen Hamburger Abendblatt.

De omkomne var henholdsvis 84, 85 og 87 år.

55 personer er kommet til skade, og af dem er tre i kritisk tilstand, meddeler politiet i Hamburg.

Flere af de indlagte blev af brandfolk hjulpet ud gennem hospitalets vinduer.

Branden brød ud på den geriatriske afdeling - afdelingen for ældresygdomme - i stueetagen på Marien Hospital natten til søndag. Derefter spredte branden sig til førstesalen.

Røgen fra branden bredte sig til de resterende etager i bygningen.

Patienter fra den berørte bygning og fra nærliggende hospitalsbygninger er blevet undersøgt for røgforgiftning.

Omkring 160 brandfolk har været involveret i slukningen af branden, oplyser en talsperson for brandvæsnet.

Det er endnu uklart, hvad der forårsagede branden, og hvor stort omfanget af skaderne er. Men en reporter fra dpa fortæller, at én afdeling i hvert fald er brændt helt ned.

Marien Hospital betegner sig selv som det største kirkehospital i Nordtyskland med over 600 sengepladser og omkring 93.000 årlige patienter. Hvert år behandler hospitalet 2800 patienter for hjernetumorer.

Hospitalet arbejder ud fra et princip om "omsorg med hjerte og sind". Marien Hospital skriver på sin hjemmeside, at hospitalet værner om den særlige opmærksomhed til sine patienter.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT