EU-chef giver opbakning til Cypern efter formodet droneangreb

2. MAR 2026 • 08:43UDLAND

Cypern var ifølge von der Leyen ikke målet for en drone, men EU bakker op om alle medlemslande, lyder det.

Det britiske forsvarsministerium melder om minimale skader på Akrotiri-basen på Cypern, efter at en drone har ramt den.

Det skriver BBC.

Basens operationer fortsætter som normalt, og undersøgelser er i gang for at fastslå, hvor dronen kom fra.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har talt med Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, om situationen.

- Selv om Cypern ikke var målet, så lad mig gøre det klart: Vi står samlet, fast og utvetydigt sammen med vores medlemslande over for enhver trussel, skriver hun på X.

Cypern er EU-medlem. Men både Akrotiri- og Dhekelia-basen, som ligger mod nordøst, betragtes som britisk territorie.

Familiemedlemmer til soldater bliver sendt til "alternative" indkvarteringsmuligheder tæt på basen og ligeledes på Cypern, siger ministeriet.

Det britiske forsvarsministerium siger, at dets styrker reagerede på droneangrebet ved midnat lokal tid.

Akrotiri ligger sydvest for kystbyen Limassol og er en af to baser, som Storbritannien har beholdt i den tidligere koloni, der blev selvstændig i 1960.

Angrebet er det første på den britiske militærbase siden et raketangreb fra libyske militante i 1986, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Alle republikkens kompetente tjenester er i alarmberedskab og fuldt ud operationelt klar, siger den cypriotiske præsident, Nikos Christodoulides.

Han tilføjer, at det var en drone af typen Shahed - en iranskproduceret drone - der ramte de militære faciliteter klokken 00.03. Det står ikke klart, hvorfra den blev affyret.

- Lad mig gøre det klart: Vores land deltager ikke på nogen måde og ønsker ikke at være del af nogen militæroperation, siger Christodoulides.

Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, har sagt, at han stiller britiske militærbaser til rådighed for USA i den militære operation i Iran til det, der betegnes som defensive angreb. Det kan være til angreb mod iranske missiler, der er opmagasineret eller på affyringsramper, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT