Erdogan kalder demonstrationer en bevægelse af vold
Tyrkiets præsident beder oppositionen om ikke at "provokere borgere" efter flere dages demonstrationer.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger mandag, at demonstrationer i landet har forvandlet sig til "en bevægelse af vold".Det siger han under et pressemøde i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
Erdogan beder i samme ombæring oppositionspolitikere i landet om at stoppe med at "provokere borgerne".
Titusindvis af borgere i Tyrkiet har siden onsdag den 19. marts deltaget i demonstrationer på tværs af landet, efter at Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, er blevet fængslet og suspenderet fra posten.
Imamoglu ses som Erdogans største politiske modstander. Han blev søndag officielt udnævnt til oppositionspartiet Det Republikanske Folkepartis præsidentkandidat frem mod valget, der senest skal afholdes i 2028.
Under mandagens pressemøde tilføjer Erdogan, at oppositionens "show" til sidst vil få en ende, og så vil de "skamme sig over det onde, de har forårsaget landet".
De flere dages demonstrationer i Tyrkiet bliver beskrevet som de største i landet i et årti.
Tidligere på mandagen skrev Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, på X, at politiet har anholdt over 1100 mennesker i løbet af fem dage under demonstrationerne, og at 123 politibetjente er blevet såret.
Indenrigsministeren beskriver, hvor mange borgere, der er blevet sårede i demonstrationerne.
Oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti mener, at anholdelsen af Imamoglu er politisk motiveret og udemokratisk.
Flere europæiske landes udenrigsministre har ligeledes kritiseret anholdelsen, herunder også Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.
- Situationen rejser spørgsmål vedrørende det tyrkiske demokrati. Det er en sag, vi følger med bekymring fra dansk side, lyder det fra udenrigsministeren i en udtalelse til TV 2.
Erdogans regering har afvist anklagerne og siger, at Tyrkiets domstole er uafhængige.
/ritzau/