Erdogan fejrer PKK-afvæbning: Et nyt kapitel i Tyrkiets historie
Mens der fortsat er uvished om vejen frem, glæder Erdogan sig over, at PKK har begyndt afvæbning.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at et nyt kapitel i landets historie er begyndt, efter at militante fra gruppen PKK er begyndt at afvæbne sig.Det skriver nyhedsbureauet Reuters lørdag.
Fredag brændte 30 kurdiske militante fra PKK deres våben i en ceremoni i det nordlige Irak.
Det anses som et symbolsk skridt på vejen mod afvæbning.
- Fra i går begyndte terrorens plage processen frem mod at ophøre, siger Erdogan.
- I dag er en ny dag. En ny side er blevet vendt i historien. I dag blev dørene åbnet for et stort, magtfuldt Tyrkiet, fortsætter præsidenten.
Parlamentet skal nu ifølge Erdogan fastlægge de juridiske rammer for den videre proces, som der fortsat er stor usikkerhed om.
PKK besluttede i maj officielt at opløse sig selv og stoppe den væbnede kamp, efter at gruppens fængslede leder, Abdullah Öcalan, havde opfordret til netop det.
Fredag sagde en højtstående militærleder i PKK til nyhedsbureauet AFP, at det er "afgørende", at Öcalan - som blandt sine følgere kaldes Apo - bliver løsladt som led i fredsprocessen.
- At sikre lederen Apos fysiske frihed med juridiske garantier er afgørende, sagde Bese Hozat fra PKK.
- Han bør være i stand til frit at lede denne proces. Det er vores primære betingelse og krav, sagde hun.
- Sker det ikke, er det meget usandsynligt, at processen kan fortsætte med succes.
Militante fra PKK har også insisteret på, at der er behov for juridiske ændringer i Tyrkiet, så de kan vende hjem og deltage i det politiske liv på demokratisk vis, sagde Hozat.
PKK stod fra 1984 og frem i spidsen for et oprør mod Tyrkiet. Gruppens oprindelige mål var at skabe et hjemland for kurderne.
Over 40.000 mennesker er blevet dræbt i konflikten mellem PKK og Tyrkiet.
Både den tyrkiske regering, EU og USA anser PKK for at være en terrororganisation.
/ritzau/