En person testet positiv for hantavirus i Canada

16. MAJ 2026 • 20:47UDLAND

En passager fra krydstogtskibet MV "Hondius" er testet positiv for hantavirus i Canada og er indlagt.

En person er testet positiv for hantavirus i provinsen British Columbia i Canada.

Det oplyser provinsens sundhedschef, Bonnie Henry, lørdag til CBC News.

Testresultatet skal endnu endeligt bekræftes af et laboratorium i byen Winnipeg, men det foreløbige resultat er positivt, lyder det.

Personen, der formodes at have hantavirus, har været om bord på krydstogtskibet MV "Hondius" og har siden sin hjemkomst til Canada været i karantæne.

Sundhedschefen oplyser, at personen begyndte at udvikle milde symptomer som feber og hovedpine for to dage siden og blev indlagt på et hospital.

Personen er fortsat indlagt i isolation, mens dennes tilstand betegnes som stabil, skriver CBC News.

- Det er naturligvis ikke det, vi havde håbet på, men det er det, vi har forberedt os på, siger Bonnie Henry ifølge mediet.

I begyndelsen af maj kom det frem, at tre personer formentlig var døde af hantavirus. De var alle passagerer på krydstogtskibet MV "Hondius", som i april satte kursen fra Argentina mod Kap Verde.

Efterfølgende blev der konstateret flere smittetilfælde på skibet. I alt var der knap 150 personer om bord fra 23 forskellige lande, som alle er blevet evakueret.

Det er op til hvert land selv at bestemme, hvordan de evakuerede passagerer skal håndteres.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler dog, at de kommer i karantæne i 42 dage med daglige lægetjek.

Der findes ingen vacciner eller specifik behandling mod hantavirus.

Sundhedsmyndigheder har dog understreget, at risikoen for den globale folkesundhed er lav og afvist sammenligninger med covid-19-pandemien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT