En halv million filippinere går med i kirkes protest imod korruption

16. NOV 2025 • 17:08UDLAND

Byggedirektører, embedsfolk og politikere beskyldes for at stikke penge til byggeprojekter i egen lomme.

Op mod 550.000 mennesker har søndag deltaget i demonstrationer imod korruption i Filippinernes hovedstad, Manila.

Det vurderer politiet ifølge Manilas offentlige informationskontor, skriver nyhedsbureauerne dpa og AFP.

Bag demonstrationen står den magtfulde kirke Iglesia ni Cristo.

Kirken - og demonstranterne - protesterer imod korruption, der menes at være foregået i bygge- og anlægsbranchen i Filippinerne.

Adskillige indehavere af byggefirmaer, embedsfolk og parlamentsmedlemmer er blevet beskyldt for at stikke penge, der skulle være gået til offentlige byggeprojekter, i egen lomme.

Kirken Iglesia ni Cristo er ikke bare et trossamfund, men spiller også en vigtig rolle i filippinsk politik.

Den har forbindelse til Duterte-familiens politiske dynasti, som blandt andet tæller tidligere præsident Rodrigo Duterte.

En talsmand for Iglesia ni Cristo, Edwil Zabala, sagde tidligere på dagen i en tale til demonstranterne, at "vi kæmper ikke imod regeringen. Det er ikke vores hensigt at vælte regeringen som institution".

Men der er brug for at undersøge "beviser, der er kommet frem", understregede han.

Et tidligere parlamentsmedlem har beskyldt Filippinernes nuværende præsident, Bongbong Marcos, for at være indblandet i korruptionen.

Ekspolitikeren er selv flygtet fra Filippinerne efter at være blevet beskyldt for at være involveret i en sag om flere millioner dollar, der skulle gå til infrastrukturprojekter, men som er forsvundet.

Den filippinske regering har beskrevet den tidligere politikers beskyldninger som "vilde spekulationer".

Demonstranterne lægger ikke skjul på, at de mener, Filippinernes politiske ledere er indblandede, fortæller én af demonstranterne til AFP.

Det er dog uklart, om de mener, at præsidenten har kendt til korruptionen.

- Det, der er trist ved dette, er, at vores ledere er involverede. Vi vil have forandring, siger ejendomsmægleren Rake Tribiana, der deltog i demonstrationen og er medlem af Iglesia ni Cristo.

Søndag var den første af tre dage med planlagte demonstrationer imod korruption i Manila.

Sideløbende med kirkens demonstration er der blevet afholdt en anden demonstration, hvor støtter af Duterte-familien krævede præsident Marcos' afgang. Cirka 2000 deltog i denne protest.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT