Embedsmand: Trump er ikke klar til ny snak om mineralaftale
Trump er lige nu ikke klar til at forhandle ny mineralaftale med Ukraine, siger embedsmand fra Det Hvide Hus.
USA's præsident, Donald Trump, er umiddelbart ikke interesseret i at genoptage forhandlingerne om en mineralaftale med Ukraine.Trump ønsker på nuværende tidspunkt hverken at "genoptage eller genoplive" forhandlingerne.
Det siger en unavngiven embedsmand fra Det Hvide Hus fredag til nyhedsbureauet Reuters. Embedsmandens præcise titel fremgår ikke.
Meldingen kommer, efter at Donald Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fredag skiltes uden at indgå en ventet aftale omkring Ukraines sjældne mineraler som led i en fredsaftale.
På et pressemøde kom Trump og Zelenskyj op at diskutere, inden Ukraines præsident tog videre uden en aftale.
Embedsmanden fra Det Hvide Hus siger til Reuters, at Zelenskyjs delegation "tiggede" om at underskrive en aftale, efter at de var blevet bedt om at forlade Det Hvide Hus.
Ifølge Reuters sagde Trump efter mødet selv, at Zelenskyj skal ønske fred, hvis forhandlingerne skal genoptages.
Ukraine har selv anslået, at omkring fem procent af verdens "kritiske råmaterialer" findes i landet.
Blandt andet råder Ukraine over 19 millioner tons grafit, der bruges til at fremstille batterier til elektriske køretøjer. Dermed har Ukraine en af verdens største reserver af grafit. I 2023 importerede USA al sin grafit.
Det er uvist, hvordan den kuldsejlede mineralaftale vil påvirke processen med opnå en fredsaftale for krigen i Ukraine.
USA og Rusland har de seneste uger afholdt møder med henblik på en fredsaftale.
USA's udenrigsminister Marco Rubio mødtes for nylig i Saudi-Arabien med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov.
Rubio mener, at Volodymyr Zelenskyj fredag har misset en chance for at opnå fred.
- Zelenskyj kunne have gået ud ad Det Hvide Hus med en fredsaftale for sit land og gøre en ende på konflikten. I stedet var han respektløs over for vores præsident og nation, siger Marco Rubio ifølge AFP.
/ritzau/
