Elon Musk ændrer kurs fra Mars til Månen

11. FEB 2026 • 10:23UDLAND

SpaceX har siden grundlæggelsen i 2002 haft Mars som rettesnor. Nu prioriterer SpaceX mere realistiske mål.

Siden stiftelsen af rumfartsselskabet SpaceX har den store plan været at få mennesker til at bosætte sig på Mars. Nu har Elon Musks virksomhed sadlet om.

Prioriteringen er nu beboelse på Månen.

Det oplyste Elon Musk mandag på sit sociale medie X.

Elon Musk skriver i opslaget, at målet om en selv-voksende by forventes at kunne blive virkelighed inden for ti år. Det er, fordi opsendingsperioden for Mars og Månen er vidt forskellige.

Det er uvist, hvad Musk mener med en selv-voksende by.

Det er udelukkende muligt at sende rumfartøjer mod Mars hver 26. måned, da Jorden og Mars skal være nøjagtige steder i deres rotation om solen.

Rejsen til Månen vil kunne foretages oftere - helt præcist hver tiende dag, og ankomsten være to dage efter opsendelse.

Den forkortede rejsetid er også, hvad astrofysiker Tina Ibsen pegede på, da hun udtalte sig til Ritzau.

- Månen ligger kun 38.000 kilometer væk. Det betyder, at man kan kommunikere. Man kan nemt sende materiale frem og tilbage. Det tager et par dage at sende noget til månen.

- Til gengæld tager det seks måneder minimum at sende mennesker til Mars, og man vil ikke kunne kommunikere direkte, fordi Mars ligger millioner af kilometer væk.

Hvis det lykkedes for SpaceX at sætte astronautfødder på Månen, vil det være første gang, at mennesker er til stede på Månen siden Apollo 17-missionen.

Apollo 17-missionen fandt sted i 1972.

Ifølge Tina Ibsen er et permanent residens på Månen dog ikke lige i kortene. I stedet sammenligner hun det med boreplatforme, hvor mennesker vil kunne tage til Månen for at arbejde og udvinde råstoffer.

Musk kritiserede i januar 2025 Nasas plan om at skulle til Månen, men har nu selv valgt at fokusere netop på den planet.

Det amerikanske rumagentur vil ifølge planen i løbet af foråret sende astronauter på en tur rundt om Månen. Det er som et led i Artemise-programmet, der går ud på at etablere en base på planeten.

SpaceX er en nøglepartner som leverandør af The Human Landing System (HLS), som skal sørge for, at astronauterne ankommer til Månen. Det oplyser Nasa på sin hjemmeside.

Musk afviger dog ikke helt fra sit oprindelige mål. Musk skrev i sit opslag på X, at SpaceX fortsat vil stræbe efter en Mars-by. Det mål forventes at påbegynde om fem til syv år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT