Eftersøgt far på flugt skudt og dræbt i New Zealand

8. SEP 2025 • 15:42UDLAND

En newzealandsk far, der har været på flugt siden 2021 med sine tre børn, er blevet skudt af politiet.

En eftersøgt, newzealandsk far er blevet skudt og dræbt i en skududveksling med politiet i New Zealand natten til mandag.

Det oplyser newzealandsk politi ifølge flere internationale medier, heriblandt BBC.

Manden ved navn Tom Phillips har i fire år været på flugt fra myndighederne sammen med sine tre børn.

Lokale betjente reagerede natten til mandag på en anmeldelse om et røveri i en lille by i det nordlige New Zealand, hvor Tom Phillips blev set på et ATV-køretøj.

Da politiet nåede frem, affyrede Tom Phillips skud mod betjentene, fortalte politikommissær Jill Rogers til pressen ifølge BBC.

Tom Phillips blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.

En betjent er blevet ramt i hovedet og er i kritisk tilstand.

Politiet har fundet alle hans tre børn og har underrettet børnenes mor, skriver New York Times. Børnene er nu i myndighedernes varetægt.

Et af børnene var sammen med Tom Phillips ved tidspunktet for skududvekslingen, mens de to andre blev fundet ved en campingplads i en skov i området, skriver RNZ.

De er henholdsvis 9, 10 og 12 år, skriver CNN.

Tom Phillips havde ikke forældremyndighed over børnene, siger politiet ifølge New York Times.

Den dræbte mand er ikke formelt blevet identificeret, men politiet har oplyst til pressen, at man mener, der er tale om Tom Phillips, skriver NBC.

Hans søster har desuden bekræftet over for mediet RNZ, at det var Tom Phillips, der blev skudt.

Han flygtede i slutningen af 2021 ind i en skov og tog de tre børn med sig. Det skete efter et skænderi med børnenes mor.

Tom Phillips har i perioden været eftersøgt for en række forbrydelser, blandt andet røveri og ulovlig besiddelse af skydevåben.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT