Domstol kritiserer Spanien for blodtransfusion til Jehovas Vidner-medlem

17. SEP 2024 • 16:09UDLAND

Spanien skal betale 26.000 euro i erstatning og sagsomkostninger til kvinde, der modtog blod under operation.

Spanien får kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ECHR, for en sag, hvor et medlem af Jehovas Vidner fik en blodtransfusion under en akut operation mod sin vilje.

Det fremgår af en afgørelse fra domstolen.

Der er sket en krænkelse af artikel 8, som er retten til respekt for privat- og familieliv, læst i lyset af artikel 9, som er retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed, lyder det.

Domstolen understreger, at opgaven ikke var at se på lægernes vurdering af kvindens helbredstilstand eller deres beslutninger om hendes behandling.

Domstolen skulle i stedet fokusere på, om der i beslutningsprocessen havde været tilstrækkelig respekt for hendes ret til at bestemme selv.

Kvinden, Rosa Edelmira Pindo Mulla, havde "ikke mulighed for at udøve sin autonomi for at efterleve en vigtig lære i sin religion", lyder det.

Medlemmer af Jehovas Vidner tror på, at det er imod Guds vilje at modtage blod. Derfor nægter de at modtage blodtransfusioner.

Spanien skal betale 26.000 euro i erstatning og sagsomkostninger. Det svarer til omkring 194.000 danske kroner.

I en udtalelse til nyhedsbureauet AFP siger den 53-årige kvinde, at hun er "meget glad for, at retfærdigheden er sket fyldest".

Hun håber, at afgørelsen vil betyde, at andre menneskers rettigheder respekteres i fremtiden.

Ved en høring i januar sagde kvindens advokat, at hans klient var blevet offer for "medicinsk paternalisme", selv om hun flere gage havde indikeret, at hun ville "behandles i overensstemmelse med sin samvittighed".

Omvendt understregede advokat Heide-Elena Nicolas, der repræsenterede Spanien, at beslutningen om at give kvinden blod var blevet truffet ved "akut behov". Det skriver AFP.

Der ligger også en lignende dansk sag hos domstolen og venter.

I februar 2023 fik enken efter et medlem af Jehovas Vidner at vide, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil se nærmere på hendes klage.

Kvinden mener, at de danske myndigheder på tre måder krænkede konventionen om menneskerettigheder, da hendes mand imod sit udtrykkelige ønske fik en blodtransfusion, mens han var bevidstløs.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol modtager klager fra individuelle personer og stater.

Afgørelserne fra domstolen er juridisk bindende for den pågældende stat. Men alle de europæiske stater, der har tilsluttet sig domstolen, skal løbende følge de afgørelser, der falder.

Staterne er altså forpligtet til at justere lovgivning og praksis, så de lever op til ECHR's afgørelser.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT