Demonstranter i Istanbul møder tåregas og gummikugler

24. MAR 2025 • 06:58UDLAND

Fængslet borgmesters hustru sagde under demonstration i Istanbul, at hendes mand vil "besejre" myndighederne.

Titusindvis i Tyrkiet har deltaget i demonstrationer på tværs af landet, efter at Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, er blevet fængslet og suspenderet fra posten.

Det skriver mediet BBC.

Søndag var således den femte aften i træk, at demonstranter gik på gaden.

Ifølge BBC er der tale om den mest voldsomme uro, som landet har set i mere end et årti.

I Istanbul samledes folk ved rådhuset, hvor de blandt andet viftede med tyrkiske flag og råbte slagord.

Foran dem stod en række politibetjente, som brugte vandkanoner, tåregas og gummikugler mod demonstranterne, skriver BBC.

Ekrem Imamoglus hustru, Dilek Kaya Imamoglu, talte undervejs til demonstranterne.

Her sagde hun, at den "uretfærdighed", hendes mand har oplevet, har vækket genklang i mange.

- Alle kan kende noget af dem selv, og de uretfærdigheder, de selv har mødt, i det, der er blevet gjort mod Ekrem, sagde hun ifølge AFP.

- Han kommer til at besejre jer! I vil tabe, råbte hun desuden - ifølge AFP med henvisning til de tyrkiske myndigheder.

Imamoglu blev onsdag anholdt for korruption samt forbindelser til terrorisme. Han anses for at være en markant rival til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Da der søndag var primærvalg for det største oppositionsparti i Tyrkiet, CHP, fik Ekrem Imamoglu langt størstedelen af stemmerne.

Han opholder sig nu i Silivri-fængslet i udkanten af Istanbul.

- Dette er ikke en retlig procedure, det er en (politisk, red.) henrettelse uden rettergang, skriver han i et opslag på X gennem sine advokater.

Tidligt mandag morgen dansk tid oplyser det amerikanske udenrigsministerium, at landets udenrigsminister, Marco Rubio, tirsdag skal mødes med Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, i det amerikanske udenrigsministerium. Det skriver Reuters.

Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), kalder det "alvorligt", at borgmesteren er blevet anholdt.

- Det er en sag, vi følger med bekymring fra dansk side. Tyrkiet har forpligtet sig til at respektere demokratiets grundlæggende spilleregler, lyder det i en skriftlig kommentar.

- Beskyttelsen af valgte politikere - og særligt dem, man er uenige med - er en hjørnesten i enhver velfungerende retsstat.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT