Dan Jørgensen kan blive klemt mellem stærke EU-kommissærer på ny post
Flere kommissærer i Ursula von der Leyens EU-Kommission har klimaopgaver, der lapper over Dan Jørgensens.
Stor glæde og dyb lettelse.Det var reaktionen fra Dan Jørgensen og den danske regering, efter Ursula von der Leyen tirsdag løftede sløret for opstillingen af sin anden EU-Kommission.
Nu skal Dan Jørgensen og resten af EU-Kommissionen godkendes af EU-Parlamentet, før arbejdet kan begynde. Til den tid kan Dan Jørgensen dog få hård konkurrence på energi- og boligområdet, som han ellers er udset til at varetage.
Der er nemlig en hel række EU-kommissærer, som har indflydelse på det grønne område, der også er centralt for Dan Jørgensens portefølje. Det siger direktør i Tænketanken Europa Lykke Friis.
- Der er virkelig mange kommissærer, der skal håndtere det grønne område, siger Lykke Friis.
Hun peger på, at spanske Teresa Ribera som ledende næstformand skal håndtere en "ren, retfærdig og konkurrencedygtig omstilling".
Hun vil blandt andet få afgørende indflydelse på opfyldelsen af EU's klimamål og den grønne industripagt, som von der Leyen vil fremlægge inden for 100 dage af den nye EU-Kommissions levetid.
Dan Jørgensen kan også få konkurrence fra franske Stéphane Séjourné. Som ledende næstformand skal han blandt andet varetage "industriel strategi", der også ventes at berøre energi.
Derudover er hollandske Wopke Hoekstra udset til at blive fagkommissær for klima og grøn vækst. Et område, hvor energisektoren og boliger spiller en afgørende rolle.
- Så der er virkelig mange om buddet, må man nok sige. Men det ændrer ikke på, at det er et område, som har sin egen lovgivning. Det vil give Dan Jørgensen indflydelse, siger Lykke Friis.
En anden udfordring for Dan Jørgensen kan blive, at han ikke får lige så mange stjerner på skulderen, som Danmarks nuværende EU-kommissær Margrethe Vestager har.
Ud over at varetage konkurrenceområdet er Vestager ledende næstformand for EU-Kommissionen.
Den indflydelse får Dan Jørgensen ikke. Han er "alene" fagkommissær for sit område.
- Så på den måde er det i en anden liga end Margrethe Vestagers post, siger Lykke Friis.
Derfor kan det blive en kamp op ad bakke, hvis der er politiske uenigheder med eksempelvis den spanske EU-kommissær, Teresa Ribera, eller Frankrigs Stéphane Séjourné, der i kraft af deres ledende næstformandsposter er i toppen af hierarkiet i EU-Kommissionen og tættere på von der Leyen.
Europaminister Marie Bjerre (V) fastholder, at Danmark kan være stolt over den kommissærpost, som Dan Jørgensen er udset til.
- Hele energiområdet er centralt og afgørende for mange af de kriser og udfordringer, som Europa står over for, siger Marie Bjerre.
Hun frygter ikke, at Dan Jørgensen vil blive klemt i politiske opgør om klima, konkurrenceevne og sikkerhed, som alle rækker ind over hans portefølje.
- Nej, det gør jeg ikke.
- Det, at energipolitikken er relevant for andre kommissærer, ser jeg snarere som udtryk for, at energipolitikken er et centralt og afgørende område, siger Marie Bjerre.
Hos Dansk Industri lægger europapolitisk chef Rikke Wetendorff Nørgaard vægt på, at de grønne kommissærer kommer fra lande, der er allierede med Danmark i klimakampen.
- Vi har fået et drømmehold af grønne kommissærer, som vi tror kommer til at skabe en stærk koalition i klimakampen, siger Rikke Wetendorff Nørgaard.
/ritzau/