Dan Jørgensen beroliger Slovakiet om EU-stop for russisk energi
Slovakiet truer med at blokere russiske sanktioner, medmindre Dan Jørgensen lemper EU-stop for russisk energi.
EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen lover nu hjælp til lande som Slovakiet, der frygter for energiforsyningen ved et EU-stop for russisk fossil energi.På vej ind til et ministermøde i Luxembourg mandag siger Dan Jørgensen:
- Det er klart, at vi ønsker at gøre det på en måde, så ingen medlemslande vil få problemer med deres forsyningssikkerhed. Og vi ønsker at holde priserne så lave som muligt.
- Vi vil sikre, at alle lande føler, at de bliver hjulpet så meget som muligt af EU i denne indsats, siger han.
Dermed rækker den danske kommissær hånden ud til lande som Slovakiet og Ungarn, der er skeptiske over for EU-Kommissionens forslag om helt at stoppe for russisk fossil energi.
Begge lande ligger i det østlige Europa og har en del af deres energiforsyning baseret på russisk gas og olie.
I sidste uge gik Slovakiets premierminister, Robert Fico, så langt som til at true med ikke at støtte EU-Kommissionens forslag til en 18. sanktionspakke mod Rusland, medmindre kommissionen finder en løsning på den "krise", Slovakiet står over for, hvis importen af russisk energi udfases i EU.
Kommissionen foreslår, at den 18. sanktionspakke særligt skal ramme den russiske energi- og banksektor.
Blandt andet lyder forslaget at sænke prisloftet på russisk olie for at få den russiske indtjening på olie til at falde.
Slovakiet har ikke tidligere blokeret sanktionspakker, men ligesom Ungarns premierminister, Viktor Orbán, mener Robert Fico ikke, at sanktionerne virker efter hensigten.
En lang række andre EU-lande er dog klar til at sige farvel til russisk fossil energi i lyset af krigen i Ukraine. Dermed har Dan Jørgensen bred støtte til sit forslag trods kritikken fra Slovakiet og Ungarn.
- Jeg har diskuteret spørgsmålet med medlemslandene mange gange. Og jeg er overbevist om, at vi vil have en meget klar støtte til dette vigtige skridt, siger Dan Jørgensen.
Energiminister Lars Aagaard (M) håber, at det vil lykkes at lande en aftale om farvel til russisk fossil energi under det danske EU-formandskab, der begynder 1. juli.
- Det er et ekstremt vigtigt emne for det danske EU-formandskab. Vi vil lytte nøje til, hvad landene siger på mødet i dag, og så ser vi frem til at få de konkrete udspil fra EU-Kommissionen.
- Vi ønsker at nå frem til en konklusion, inden vi overgiver formandskabet til Cypern, siger Lars Aagaard.
EU-Kommissionen ventes om kort tid at fremlægge lovforslagene, der konkret skal gennemføre udspillet om et farvel til russisk gas, olie og atomenergi.
/ritzau/