Cubas regering vil indføre største reformer siden Castros revolution i et forsøg på at overleve pres fra USA.
Cubas premierminister, Manuel Marrero, har torsdag foreslået banebrydende reformer, som vil privatisere store dele af landets socialistiske økonomi.Hvis tiltagene bliver godkendt af parlamentet, vil det blive den største ændring af Cubas socialistiske model siden den tidligere leder Fidel Castros revolution i 1959 og markere et betydeligt skridt i retning af en markedsøkonomi.
De foreslåede reformer er støttet af Cubas regerende kommunistparti og den tidligere leder Raúl Castro.
Reformerne vil åbne døren for privat ejendomsudvikling på den caribiske ø, omdanne statsejede virksomheder til private selskaber med aktier og ejerandele og tillade private banker at træde ind i Cubas hidtil statskontrollerede finanssektor.
Den cubanske premierminister mener, at tiltagene er i overensstemmelse med Cubas socialistiske rødder.
- Disse forandringer udgør ikke en afvigelse fra vores socialistiske projekt. Tværtimod bidrager de til dets udvikling, siger Manuel Marrero.
Premierministeren fremlagde de godt 175 tiltag i en næsten to timer lang tale til parlamentet. Reformerne skal senere torsdag til afstemning i landets nationalforsamling.
Mange af forslagene har været fremme både i og uden for Cuba i årevis, men det seneste pres fra USA har igen bragt dem til debat.
USA's præsident Donald Trumps administration har blandt andet indført en olieblokade mod Cuba i begyndelsen af året, efter at det amerikanske militær tog Venezuelas daværende præsident, Nicolás Maduro, til fange.
Venezuela var i årevis Cubas vigtigste olieleverandør. Det er Venezuela ikke længere, og det har ramt Cuba hårdt.
De hårde sanktioner fra Trump-administrationen har lammet Cubas allerede skrantende økonomi, tvunget udenlandske virksomheder til at forlade landet og lagt turistindustrien, som er afgørende for cubanerne, i ruiner.
De kommunistiske myndigheder i Cuba har i syv årtier været på det modsatte hold i forhold til USA. Den fattige østat har blandt andet tætte bånd til Rusland.
/ritzau/Reuters