Cubanske fængsler løslader fanger efter vurdering fra USA
Som led i ny amerikansk Cuba-vurdering skal fanger i cubanske fængsler løslades. Onsdag er den første løsladt.
Cuba er onsdag begyndt at løslade fanger, der har været fængslet siden protester mod regeringen i 2021.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker som følge af tirsdagens melding fra USA's præsident, Joe Biden, hvor præsidenten gjorde det klart, at han vil fjerne Cuba fra en liste over statslige terrorstøtter.
Den vurdering betyder blandt andet, at personer, der af USA opfattes som politiske fanger, skal løslades.
I samme forbindelse tilbageruller Biden en række amerikanske sanktioner mod Cuba, som blev indført under Donald Trumps første embedsperiode i Det Hvide Hus.
Den nye vurdering er sket som led i en aftale, som den katolske kirke også har været inde over.
Og timer efter Bidens melding tirsdag lød det fra Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel, at Cuba "gradvist" ville løslade i alt 553 fanger fra landets fængsler.
Den proces har man onsdag taget hul på.
I La Guinera, som er en af de fattigste forstæder til Cubas hovedstad, Havana, og hvor flere større protester i 2021 udspillede sig, har den 23-årige Dariel Cruz Garcia onsdag morgen kunne nyde genforeningen med naboer og venner, skriver Reuters.
Cruz Garvia modtog i 2021 en fængselsstraf på 15 år for tilskyndelse til oprør i forbindelse med demonstrationerne.
Tirsdag aften lokal tid modtog han fra fængselsbetjente beskeden om, at kan afsone resten af sin dom fra sit hjem, fortæller han.
- Der var en stor interesse for det i fængslet i går. Alle snakkede om det, og så kom de og hentede mig i går aftes, siger han.
- Jeg flygtede fra helvede for at være sammen med min familie. Jeg har tænkt mig at opføre mig ordentligt, så jeg kan komme videre.
Cruz Garcia siger, at også flere andre fanger, der ligeledes var blevet anholdt efter protesterne i 2021, er blevet løsladt.
Hvor mange det drejer sig om, står dog ikke klart.
Marciela Sosa, som er vicepræsident for Cubas højesteret, siger, at de løsladte fanger vil være under opsyn, og at de skal udvise god opførsel. Ellers risikerer de at komme tilbage i fængslet.
- Dette er hverken amnesti eller en benådning, siger hun.
I demonstrationerne i juli 2021 gik tusindvis i Cuba på gaden - de demonstrerede blandt andet mod en mangel på mad, medicin og strøm.
/ritzau/